tirsdag, juli 05, 2011

Det er som om vejret i Grønnedal enten er godt eller dårligt. Sol eller regn, ikke noget midt imellem. Enten kommer vinden fra vest og bringer godt vejr, eller også fra sydøst, og har blæst og regn med.
Det er den sidste vejrsituation vi vågnede op til i morges, og noget tyder på det fortsætter sådan nogle dage frem. Arbejdsdagen blev trods alt klaret ude, og det kan nok gå i morgen med, men ellers er det nok tid at komme i tørvejr ;)
Ude på fjorden så man "Hvidbjørnen" og "Knud Rasmussen" passere hinanden, hvor de næsten gik i et med regn og de mørke fjelde.......
Et videoklip : HER.

Det er efterhånden blevet sådan i Grønnedal, at der står en atv foran næsten hver bolig.
Da jeg kom hertil for første gang i '04 var der kun tre-fire stykker. Nu har jeg ikke tal på dem mere, og samtidig er de også taget til i størrelse.
De er vældig populære og sælges som regel videre uden problemer, når man afslutter sin tjeneste hos GLK.
De mange maskiner har også betydet en del færdsel i fjeldet, da de med deres kraftige motorer og fikse konstruktion kan komme frem på selv meget vanskelige steder. Det har efterladt en del kørespor og skader rundt omkring, men de er heldigvis ikke så alvorlige endnu. Fjeldet er sårbart over for slid, for skader på planterne er nærmest uoprettelige og spor efter hjulspind, når maskinerne skal kravle op gennem løst materiale som grus og små klippestykker, er også anledning ødelæggelser.
Kommuneqarfik Sermersooq har for ca. et år siden heldigvis oprettet et stort fredningsområde, der omslutter hele Grønnedal og et stort område omkring der forbyder færdsel med atv'er i terrænet. Kun på det eksisterende hjulspor op gennem Grønnedalen til hytten må der køres.
En fornuftig beslutning der sikrer den enestående natur der omgiver os :)
Bestemmelserne, der rummer mange andre begrænsninger af hensyn til natur og dyreliv, kan ses : HER.

Apropos natur og dyreliv, har jeg spisende gæster lige udenfor mit vindue mens jeg skriver dette indlæg.
En af stationens sneharer har snuset sig frem til et æbleskrog, som jeg har kastet ud, netop til dem. Den var så lækkersulten, at efter først at have løbet forskrækket væk, kom den alligevel hurtigt tilbage til godbidden !
Bemærk den hvide plet på ryggen, som er den sidste rest af vinterpelsen. De har en mere grå sommerpels.....
De kan nu ses foreviget på klippet nedenfor :)