fredag, november 30, 2007

En blanding af Grønlands Kommandoens og politiets kuttere fylder op i den lille "havn" her i Grønnedal.
GLK og politiet har haft en aktiv uge med mange forskellige øvelser ude på fjorden og på land. I dag er det slut og til aften var politiets kuttere afgået herfra.
Øvelsen kaldes TAPPIK og afholdes en til to gange om året med det formål at indøve og styrke samarbejdet mellem GLK og politiet.
Grønlands Kommando har en nyhedsside : HER.

Her et lille kig på fjeldsiden, der kaldes "Bratten" som ligger lige bag ved havnen og stationen. Oppe på toppen ( 300m.) er der noget senderudstyr og der står et par master.
Herfra er der en storslået udsigt over fjorden, de nærmeste fjelde og ikke mindst stationen.
Jeg tror ikke der er mange som kommer til Grønnedal, der ikke bare en enkelt gang kommer en tur herop.
Det er så også den eneste fjeldtur mange tager, men dem om det.
Og til noget helt andet:
Besøg min datters blog : HER.
Hun elsker at skriver historier og nogle af dem er hun begyndt at offentliggøre på sin blog.

torsdag, november 29, 2007

Hele dagen har det været overskyet og gråt, men ved solnedgang forsøgte solen at klemme et par stråler gennem skylaget, men uden den store succes. Men lidt farver fik vi da at se :)
Ellers blev det en fredelig arbejdsdag i VIP´en, med aftenhygge i opholdsstuen.
Jeg er så småt begyndt at skæve til vejrudsigten for den kommende weekend i håbet om godt turvejr. Jeg ser frem til en god tur på fjeldet :)

onsdag, november 28, 2007

En lille flok unger hygger sig i sneen :)
En del af det tjenestegørende personel er så heldige at have deres familie med i de to - tre år et typisk ophold varer.
En hyggelig tid for de fleste, hvor der er masser af tid til godt samvær og spændene oplevelser, og hvor børnene har den flotteste legeplads man kan tænke sig.

Siden mandag har vi haft besøg af nogle grønlandske politi kuttere. Besætningerne er her for at lave forskellige øvelser i samarbejde med Grønlands kommando, og har de sidste to dage sejlet rundt i fjorden og trænet forskellige situationer med et par inspektionskuttere fra GLK.
Skibene har ligget i havn i dag og i stedet har der været landbaserede brandøvelser, hvor forskellige slukningsmetoder øves på bla. brændene olie.
En dag, hvor den ellers rene grønlandske luft, blev sodet godt til.

tirsdag, november 27, 2007

Et omskift i vejret gav os klart vejr med minus 10 grader og bidene vind fra nord. På de høje fjeldtinder på den anden side af fjorden kunne man se fygesne danne lange "røgslør" ud i luften.
I middagspausen kunne jeg lige nå ud på en lille fototur på stationen, i den lille times tid, hvor solen endnu kommer fri af fjeldet og når at ramme os. Beboelses området, der kaldes ½ 12, ligger nærmere fjeldet og får nu ikke sol mere de næste par måneder.
Et fantastisk sollys som forstærkes af genskinnet fra den hvide sne.
Billeder i bedre kvalitet : HER

mandag, november 26, 2007

En ny arbejdsuge er godt begyndt.
Min næste opgave er blevet en gennem maling af det vi kalder VIP lejligheden. Det er her de kongelige, forsvarets spidser, ministre osv. har mulighed for at bo under deres ophold ved kommandoen.
Den skal friskes op, også med nyt inventar.
Som ved alle andre steder hos forsvaret og politiet møder man portrætter af regentparret. Her var det dog billederne af Kong Frederik d. 9. og Dronning Ingrid der hang i lejligheden, men mon ikke også de bliver fornyet med de nuværende regenter i glas og ramme ? :)

Det seneste døgn er temperaturen gået under nul og dermed er regn blevet til sne (Heldigvis :)
Især frem til eftermiddag er der faldet en del sne og der kører et par store maskiner og sørger for at vejene er nogenlunde fremkommelige.

søndag, november 25, 2007

Søndag er hviledag.
Jeg bruger normalt søndag til en god langtur ude på fjeldet, men i dag har vejret været dødsygt, med tungt lavt skydække og en blanding af silende regn og slud :(
Et par gange gik jeg nu alligevel ud for at få lidt luft, men den tunge, våde tøsne er som pløre at gå rundt i, så det blev ikke til andet end et par runder på stationens område.
Alt i alt en meget stille dag, der mest gik med ophold på mit lille lukaf.
Ærgeligt, for især på denne mørke årstid, hvor man ikke kommer ud om aftenen, er det vigtigt at vejret arter sig i weekenden.
Jeg håber på vejrgudernes gunst den kommende weekend :)

lørdag, november 24, 2007

Lørdag arbejder vi fra 6 - 11.30.
Det giver tid til en lille tur ud i det fri inden det bliver mørkt. Vejret har dagen i gennem været gråt og mørkt, der er nok sne på vej. Jeg valgte en lille tur på skiene op i Grønnedalen, for at se om der lå sne nok til en længere tur op i fjeldet. Selv med meget lidt sne kan der som ofte køres en tur op mod Grønnedalshytten og med lidt held kan der findes en egnet vej mod de flotte udsigter over Ikka Fjorden. Men så langt kom jeg nu ikke på denne tur. Snelaget var for magert.
Der blev også tid til en køretur med en kollega, ud til den nedlagte mineby Ivittuut, der ligger ca. 6 kilometer fra stationen.

fredag, november 23, 2007

Et kig over ½ 12 husene i månelyset.
Vi møder kl. 6 om morgenen og billedet er taget kort tid derefter. Stationens folk møder først kl 8, så vi fra Danstruct er de eneste der færdes ude på den tid af dagen.
Jeg nåede lige nøjagtig at blive færdig i boligen inden fyraften. I morgen kan der så startes en ny opgave op.
Nettet er nede til aften, så jeg ved ikke om dette indlæg kommer ud, men pyt!....Der er heller ikke noget særligt at fortælle alligevel :)

torsdag, november 22, 2007

Så er der kommet friske forsyninger af sne!
20 cm. er det blevet til i løbet af dagen, som ligger tykt på grenene og ser meget dekorativt ud. Men vejrudsigten for den kommende weekend varsler tø og regn. Forhåbentlig holder den ikke, for skiene skal jo gerne bruges :)
Arbejdsdagen er gået godt. Går det som det skal, bliver jeg færdig med boligen i morgen og kan rykke videre til næste opgave og en ny udsigt ud af vinduet!
De fleste aftener mødes vi ude i vores fælles køkken eller opholdsstue, men i dag blev selskabet hurtigt opløst, for hver torsdag er der mulighed for at købe hjemmelavet burger i "Nanok", (Mandskabsklub/værtshus).

onsdag, november 21, 2007

Allerede om formiddagen rammer solen fjeldene ovre på den anden side af fjorden, mens vi først ser den på stationen til middag og et par timer frem.
Men om få dage går vi ind i en lille "mørketid", som varer et par måneder. Det er ikke sådan at det rigtig mørkt, som længere nordpå. Solen kommer bare ikke over fjeldryggene, men går man en tur op i fjeldet bag stationen, kan der "solbades" i en kort periode.
Dagens billeder er taget fra det hus jeg går og arbejder i for tiden. Her og næsten alle andre steder på stationen er der flotte udsigter over fjorden eller op i Grønnedalen, som ligger bagved.
Mit arbejde på denne korte tur kommer nok mest til at gå med udflytninger, dvs. boliger der gøres klar til nyt tilgående tjenestegørende personel ved Grønlands kommando eller ansatte ved Ivittuut kommune.

tirsdag, november 20, 2007

Nordlys over dalen.
Sydgrønland ligger i nordlysbæltet, og derfor ses det meget ofte når det er klar vejr. En kollega og jeg tog efter arbejde lidt væk fra stationens lys, for at se om vi kunne få nogle billeder af fænomenet, selvom det ikke var så kraftigt. Det blev en kølig fornøjelse, så vi blev ikke ude så længe :)
Kutterne var ankommet i nat og vores bagage var også sat i land, så jeg fik pakket ud og var i arbejdstøjet først på formiddagen.
Nu er jeg flyttet ind på mit lukaf og alt er pakket ud. Samtidig har jeg også lånt et sæt ski udstyr hos Grønlands Kommandoen, som har en bygning der rummer forskelligt friluftsudstyr, der kan lånes uden beregning. Et gode som både gæster og fastboende kan benytte sig af. Nu mangler vi bare et godt lag sne, for det er der ikke for meget af endnu.

mandag, november 19, 2007

Så blev det endelig rejsedag.
Afrejsen gik planmæssigt fra Ålborg med et charteret fly med landing i Narsarssuaq, herefter videre helikopter til Grønlands Kommando i Grønnedal.
Ankomst var ca. kl 14.30 lokal tid. Uret sættes fire timer tilbage i Grønland.

Det første man møder af Grønland er den forrevne østkyst, der set oppe fra flyet virker som en endeløs ødemark. Først her blev der rigtig skyfrit efter vi forlod Danmark.
Det var med en spænding vi afventede de lokale vejrforhold, for vi vidste at der havde været meget dårligt vejr de seneste dage, men heldigvigvis var det klart og fint flyvevejr i Narsarssuaq og videre til Grønnedal. Frygten for en 12 timers sejltur var ubegrundet :) Nu blev det kun gods og vores bagage der afgik med skib, som ankommer til dalen i nat.
Det tager en times tid at flyve med helikopter og turen langs de mange gletchere ved randen af indlandsisen, sneklædte landskaber og de isfyldte fjorde, er helt enestående.

Efter ankomsten blev der tid til at hilse på gamle kendinge blandt stationens folk og klargøre mit lukaf til den kommende måned. Fra vores firma, Danstruct, er der netop nu en formand, en tømrer, en arbejdsmand og tre (!) malere, som skal afslutte opgaverne for i år.
Fotos : HER

søndag, november 18, 2007


Dagen er gået med pakning og en sidste travetur i skoven inden afrejse i morgen tidlig.
Min tur til Grønland passer fint med overtagelsen af lejligheden. De nuværende beboere rykker ud 15/16 december og jeg skulle gerne komme hjem den 18. Umiddelbart herefter vil den være synet og klar til at gøre i stand.
Ikke fordi der er så meget at gøre, for de har kun boet der i fire måneder, og som jeg ser det, kan der vist kun blive tale om at lukke nogle få sømhuller i væggene. Vi vælger nok at få lagt kulør på enkelte vægge, men alt det finder vi ud af til den tid :)
Nu er det en tur til Grønland det gælder :)

lørdag, november 17, 2007

Næsten midnat.
Har siddet og læst og set billeder fra grønlands turen i starten af året. Glæder mig til at gense mennesker og natur. Glad for at være inviteret derop igen :)