torsdag, juli 14, 2011

Højsommeren er nået til Grønnedal.
Fjeldet er blevet grønnere og de få blomster som ikke er gnavet væk mellem bygningerne af moskusokserne blomstrer; bl.a. den fine grønlandsk blåklokke.
Sommer betyder også tid til at bytte plads for dyrene. Moskusokserne er vandret højere op på fjeldet, hvor der nu kan hentes friske "grøntsager" og kun enkelte ses her nede omkring.
Inden for den sidste uges tid er luften blevet invaderet af de plagsomme myg og fluer, og særlig os der arbejder ude har "glæde" af de små terrorister :(
Der er godt med myg omkring dobbelthuset hvor jeg arbejder, og nærmest konstant er der et eller andet sted som klør, efter et af de blodsugende kræ har haft held til at finde en plet, hvor myggeolien ikke har virket effektivt nok.
En anden gruppe er de små fluer, som absolut vil ind i øjne, ører og næse, hvor enkelte også vil bide. Nogle år kan de gøre alt ophold udendørs til en prøvelse, men de seneste par somre synes jeg ikke det har været helt så slemt.
Af en eller anden underlig årsag, er der mange af fluerne der føler sig tiltrukket af den våde maling. Det mest mærkelige er de næsten hver gang laver en baglæns saltomortale og sidder fast med ryg og vinger limet fast i malingen, mens benene spræller ud i luften. Her bliver hængende til de omsider dør...............