mandag, maj 10, 2010

Der skal nok være nogen, der undrer sig over jeg både kan fotografere og passe arbejdet på samme tid ;)
Men det er nu ganske enkelt. Både kamera og videooptager ligger altid klar til skud i vinduet, og med udsyn i alle retninger kan man næsten ikke undgå at bemærke, hvis der sker noget. Samtidig er den store natur og dyrelivet lige udenfor, så der kan reageres hurtigt, hvis noget skal "fanges".
Igen i dag er det en moskusokse, der blev filmstjerne (HER). Mens vi andre kunne søge dækning inde for dagens stride blæst og regn, gik den fredeligt rundt mellem husene og gnaskede lidt i botanikken.
Men ude på fjorden er der også begyndt at ske noget. Angmassatterne er begyndt at trække ind i fjorden for at gyde på det lave vand. De store stimer ses som mørke skygger i vandet og kommer de for nær vandoverfladen bliver de hurtigt spottet af mågerne, der straks angriber med et hurtigt dyk ned i stimen. Se : HER
Med de små fisk kommer også store flokke af grønlandssæler, der også tager sin andel af den lille fisk. Den første lille gruppe så vi i går, da vi kørte ud til museet, og i dag fik jeg dem også set et stykke ude. Også pukkelhvalen er der chance for at se nu :)
Nu skal vi bare have noget godt (foto/tur)vejr!

søndag, maj 09, 2010

Desværre lever DMI´s vejrudsigter helt op til hvad de lover!
Dagen har givet os masser af regn, og når alt er vådt og gråt gider jeg ikke trave ud i fjeldet.
I stedet opstod en mulighed for at tage med en ny kollega og et par teknikere, der ikke har været her før, ud på en rundvisning i "Ivittuut Mine- og Mineralmuseum", som ligger i en af de gamle bygninger i den nu nedlagte mineby ca. seks kilometer fra Grønnedal.
Jeg har fået turen et par gange før, men det kedelige vejr gjorde det til en oplagt tur på en ellers begivenhedsløs dag.
John "Arsuk" er rundviser på museet, og er kendt og afholdt af de fleste. Som altid lykkedes det ham at holde os hen i nær tre timer! Men det er også et interessant sted at besøge, netop fordi det ligger i de rigtige omgivelser. Er vejret til, det skal besøget selvfølgelig følges op med en rundtur mellem de gamle bygninger om selve bruddet. Se det hele fra oven : HER, og zoom evt. ud for at se beliggenhed i forhold til Grønnedal.
Tak for turen, John :) ......Igen!
Dagens vejr set fra mit vindue : HER ;)

Billedet ovenfor er taget i dag, og det nedenunder for præcis et år siden!!!!
Jeg synes lige i skulle se hvor stor forskel der er på snemængden.
Ved samme tid sidste år var det også betydeligt koldere. Jeg var i gang med at male udvendig på Panbo Huset, og jeg måtte have flere lag tøj på for at holde varmen; selvfølgelig var det koldest om morgenen, men også op på dagen, når fjordvinden kom ind, fik jeg resterne af vinteren at føle ;)
Men masser af sol var der, og det er jo altid skønt :) Når det var muligt, tilpassede jeg arbejdet sådan at jeg kunne opholde mig mest muligt i solen og dermed få lidt varme.......

lørdag, maj 08, 2010

Jeg har nu været i Grønnedal i næsten to uger, og endnu er der ikke kommet de store bidrag ind på oplevelseskontoen ;) Her er det selvfølgelig ture i fjeldet jeg tænker på, men årsagen har været det ret dårlige vejr, der ligger over os for tiden.
Forholdene er ellers allerede ideelle til vandreture (.....Næsten ;). Den snefattige vinter, regnen og de omkring ti graders varme, har ryddet en hel del af sneen væk; også længere op i højderne, og nu går jeg bare rundt og venter på turvejr.
Fjeldsiderne bag stationen er så småt begyndt at blive grønne og vandet i fjorden har fået den særlige blågrønne farve, på grund af smeltevandet inde fra isbræen i bunden af fjorden. Sommeren nærmer sig hastigt i år!
Forrige weekend blev skyllet væk, og denne ser heller ikke for god ud. Derfor valgte jeg at arbejde nogle ekstra timer ind i dag, for at kunne holde fri på et andet tidspunkt, hvor vejret er bedre.
Til aften lagde vinden sig, og jeg gik en aftentur på stationen og fik set lidt til okserne, hvor en gruppe på fire dyr havde taget ophold på skråningen ved Officersmessen.
Fotos : HER. Moskusokser vandrede rundt ved legepladsen igen i dag : HER

fredag, maj 07, 2010

Vi har ustabilt vejr for tiden.
De forrige dage med regn og det seneste døgn har vi næsten været oppe på 20 plusgrader! På aftenturen i går gik jeg i t-shirt, uden på noget tidspunkt at fryse.
I dag har det holdt tørvejr, men lidt over middagstid, begyndte det at blæse kraftigt op fra sydøst. En hundelufter, som ellers altid benytter turen til en rygepause ude, måtte opgive rygningen, og skyndte sig ind igen ;)
"Triton" har ligget inde hos os siden onsdag, men lige før det begyndte at blæse op tog den afsted. Se den på vej ud af fjorden : HER

I de tidlige morgentimer, havde fire moskusokser gået rundt mellem ½12 husene, og endte til sidst ved legepladsen. Her kan de godt finde på at opholde sig i længere tid, men i dag blev de desværre forstyrret af en ATV kører og hans løse hund......
Se dem : HER

torsdag, maj 06, 2010

Arbejdsdagene går sin gang.
En af de ting jeg nyder ved at arbejde i Grønnedal, er naturligvis de meget flotte omgivelser, der ligger lige udenfor vinduerne, men en særlig luksus kan man også opleve ude mellem ½12 husene.
Det er nemlig absolut stilhed..........Eller rettere sagt, så er det kun naturens egne lyde der høres i lange perioder; særlig i arbejdstiden, hvor de fleste beboere er inde og arbejde på stationen.
Jeg holder ofte radiopauser i løbet af dagen. I dag blev vinduerne lukket op, og rummene blev fyldt af lyden af rislende vand fra det lille vandløb lige nedenfor huset jeg arbejder i :)
Men ellers skifter lydene afhængig af årstid, vind og vejr osv.

Dagen har været tør, men stadig mest overskyet. Det er som om solen ikke får lov at komme til for tiden.
Jeg tog på en kvik aftentur og fik øvet lidt med videokameraet, og må erkende det virker noget nemmere at fotografere, men jeg har stadig en tro på, at videoklip kan blive et godt bidrag til bloggen med tiden.
Klip fra turen : HER

onsdag, maj 05, 2010

Jeg kom på en haste opgave i dag.
Arbejdet i Hus 103 blev sat på pause, da et kontor var blevet tømt i administrationsbygningen og skulle gøres klar til en anden medarbejder.
Bygningens kontorer ligger med fin udsigt over fjorden og havnen, og som en ekstra bonus, kunne jeg følge med, da inspektionsskibet "Triton" og politikutteren "Sisak" kom til Grønnedal på skift i løbet af dagen.
"Sisak" ankommer : HER og "Triton" : HER
Dagen blev rundet af med en god aftentur, hvor det næsten lykkedes mig at undgå at blive ramt af en af dagens mange regnbyger.

tirsdag, maj 04, 2010

Jeg og en kollega tog på en lille fotosafari på vej hjem fra arbejde. En lille gruppe moskusokser gik ved vejen ind mod Grønnedalen, og poserede velvilligt for os :)
Også i dag har det regnet en del, og vandløbene omkring os vokser stadig. Det er selvfølgelig lidt trist at se ud på det farveløse landskab, men så er det jo en trøst at netop regnen og plusgraderne er meget effektive til at fjerne sneen fra fjeldet. Det øger mulighederne for gode traveture i højden allerede tidligt på sommeren i år :)
I forhold til arbejde har vejret ingen betydning for mig, da mine opgaver er indendørs på denne tur.

mandag, maj 03, 2010

Weekendens regn har vækket det lille vandløb til live, der løber mellem hus 103, hvor jeg arbejder for tiden, og stationens legeplads.
Det er et meget populært sted at lege for ungerne, og når vejret er til det, og hvis ikke lige moskusokserne har taget ophold på stedet, kommer børnehaven og sfo´en ned og bruger et par timer i løbet af dagen.
En anden populær ting blandt børnene, er når rendegraveren er i arbejde mellem ½12 husene. De seneste dage har en af vores folk gravet omkring et af husene, og især drengene kan sidde i lang tid og følge med i arbejdet. De bliver så imponerede af maskineriet at føreren nærmest opnår heltestatus :)

søndag, maj 02, 2010

Her i foråret driver der store mængder is (Storisen) fra østkysten med den Østgrønlandske Havstrøm ned om Kap Farvel, og op langs den sydligste del af Vestgrønland. Det tætte isbælte går i opløsning lige lidt syd for vores område, og isflager/fjelde bliver spredt længere ud på det åbne hav og nogle fortsætter videre op langs kysten og ind i fjordene. Et enkelt har fundet vej ind til os, og ses nedenfor og HER.
Allerede fra flyet i mandags, så vi Storisen ligge som et bredt bælte langs østkysten, og senere på sejlturen mod Grønnedal fik vi en lille smagsprøve på den indenskærs sejlrute, hvor der var perioder med en del is. Af og til kunne man se ud mod de åbne vand, hvor der lå store mængder is. Ud over havstrømmene, er vindretningen også meget bestemmene for hvordan forholdene bliver. Kommer vinden fra vestlige retninger, vil den skubbe isen langt ind i fjordene og til tider sætte sejladsen helt i stå, men da vi havde kraftig vind fra sydøst på rejsedagen, kom vi ret nemt gennem til Grønnedal.
Til hjælp for skibstrafikken gives der dagligt ismeldinger fra Iscentralen i Narsarsuaq, baseret på skibsfartens egne iagttagelser, DMI´s satellitfotos, men også fra centralens helikopter, der hurtigt kan få et overblik over situationen. På længere ture skal den ned og have et tankstop, bl.a. i Grønnedal, hvor den kom forbi i dag. Om det dårlige vejr tvinger den til et længere ophold er endnu uvist........

lørdag, maj 01, 2010

Inspektionsskibet "Triton" på vej ind til Grønnedal på et tidspunkt, hvor der stadig var nogenlunde god sigt. Den kom en tur ind i nogle timer for at bunke olie, og byttede plads med "Knud Rasmussen", som også har været inde og vende om formiddagen.
En lille grå fotoserie af skibene ligger : HER
Som ventet har vi fået et regnvejr ind over os, og i løbet af dagen er det bare blevet mere og mere diset og sigten over fjorden er væk, mens fjeldene er delvis gemt væk i regndisen.
Lørdag har vi kort arbejdsdag, med fri kl. 11.30. Normalt er jeg hurtigt ude på fjeldet, men det kedelige vejr, har ændret dagen til ophold inde, med vekslen mellem hygge i opholdsstuen med kollegerne og huleboerliv i mit eget lille lukaf :)

fredag, april 30, 2010

For malernes vedkommende er denne sæson en arbejdsmæssig modsætning til forrige år.
Her foregik alt vores arbejde udendørs, med kun ganske få ting der skulle laves inde, for der var ikke den store udskiftning af personel. Heldigvis gik vi hen og fik en forrygende sommer, med kun meget få dage med regn.
Min sæson gik med at få malet alle ½12 husene udvendig, og det blev en af mine bedste jobs i lang tid. Dem der læste med på bloggen dengang, var nok heller ikke i tvivl om jeg nød mine dage, omgivet af stor natur og moskusokser, alt sammen bestrålet af en dejlig sol fra oven :)
I løbet af denne sommer er der til gengæld stor udskiftning, og det betyder også opfriskning af de fraflyttede boliger inden næste familie kan rykke ind.
Allerede nu står to ½12 huse tomme, og jeg er i dag begyndt på hus 103 (Det blå hus, nærmest på billedet), som ligger med godt udsyn over fjord og de åbne vidder mod Ivittuut. Jeg håber den gode beliggenhed kaster et par gode fotomuligheder af sig i løbet af dagene!

Vejret omkring os virker lidt lorent, som det også kan ses på dagens billeder : HER. De sidste par dage har der været perioder med tiltagende skydække, der pludselig forsvandt, for at åbne op for solen. Den overvejende tendens er alligevel, at det trækker i den dårlige retning, og det er også hvad DMI forudsiger.
Det er jo lidt skidt for udendørslivet den kommende weekend.............

I formiddags benyttede en moskusokse sig af den anlagte grusvej fra Ivittuut.
Det så meget sjovt ud, for den traskede meget resolut afsted; nærmest som om der var et eller andet den skulle nå ;)
-------------------------
En opfølgning på blogindlægget i går:
Den eftersøgning, som Lynx helikopteren deltog i, har GLK givet en nærmere orientering om : HER

torsdag, april 29, 2010

Mine arbejdsdage stryger afsted, og jeg er på vej mod nye opgaver i morgen.
Det er ikke fordi jeg er færdig i Panbo Huset; bestemt ikke! Men det er blevet tid for smeden, elektrikeren og tømreren at komme til at gøre deres del af arbejdet færdigt.
Jeg har i løbet af de sidste tre dage fået malet lofterne to gange, og væggene har fået opsat glasvæv og er behandlet med to gange maling.
Nu står det klar til den helt store tur med bl.a. ny gulvbelægning, nye vinduer og døre, inventar, diverse vvs og træværk.

Grønlands Kommando har mange opgaver i Grønland.
En af de vigtige er bistand ved eftersøgning og søredning, og det var i den forbindelse at et af inspektionsskibenes Lynx helikopter opererede i nærheden af Grønnedal.
Efter mange timers arbejde i luften, ankom den til aften for at besætningen kunne få noget at spise og overnatte hos os.
Som lidt træning med videokameraet lavede jeg en lille optagelse af Lynx´ens landing. Ses : HER

onsdag, april 28, 2010

Foråret er også langt fremme i Grønnedal.
Ved samme tid sidste år var der både sne og frost, men som det kan ses på billedet, skal man et stykke op ad fjeldet for at møde sneen.
Vinteren har været relativt lun og med ganske lidt sne, og det har sat foråret tidligt i gang. Flere steder har jeg på aftenturen i Grønnedalen, mødt Lådden Stenurt mellem sten og i klippesprækker, og det er ca. tre uger tidligere end sidste år.
De nyudsprungne saftige mælkebøtter og spirende kvan, lokker moskusokserne på ædetur nede mellem vores bygninger, og vi møder dem nu overalt.
Vejret har været solrigt og sommerligt. Kun den kolde fjordvind minder os om vi er på koldere breddegrader :)
Blandede fotos fra dagen : HER

tirsdag, april 27, 2010

Arbejdet bliver hurtigt nærværende her i Grønnedal.
Fra morgenen blev der hurtigt gjort klar til min første opgave på denne tur.
De kommende to måneder kommer mest til at gå med indendørsarbejde. Her drejer det sig om istandsættelse af boliger i forbindelse med GLK´s personeludskiftninger, hvilket der er en del af i den kommende sommerperiode.
Men allerførst skal jeg være med til udbedring af en brandskade, opstået omkring nytår, i en af de to lejligheder i Panbohuset, vi netop har lavet færdig forrige år. Et uheld i køkkenet forsagede en så kraftig røgskade, at alt indendørs blev fuldstændig sort af sod og dermed totalskadet. Vinduerne skal også skiftes, men først når de nye ankommer med skib i løbet af maj. Indtil da må jeg skrabe kighuller i sodlaget på glasset for at kunne se ud!!!! Alt indbo og inventar er kasseret og indvendig genopbygning er begyndt. Tømren har lavet nye vægge og lofter, som jeg nu skal til at arbejde på gennem de næste dage.
På billedet nedenfor grunder jeg skyggelister til lofterne. Vi har ikke plads på værkstedet og har derfor opstillet et sæt bukke nede i bådehallen hos Søopmålingen.

Det har været småt med søvn de seneste dage, og det har kunne mærkes sidst på dagen. Trods flot vejr, blev jeg inde til aften, og rundede dagen af med samvær i køkkenet, inden køjen blev fundet tilpas tidligt til at få justeret lidt på søvnregnskabet i positiv retning ;)
Der blev også tid til at sammenklippe en lille film fra sejlturen med "Knud Rasmussen" i går. Den ligger : HER

mandag, april 26, 2010

Flot rejsedag :)
Flyveturen til Narsarsuaq fulgte den sædvanlige rute lige syd om Island. Her fik vi set dampskyerne fra den aktive vulkan, der har skabt så meget panik i flytrafikken på det seneste. Desværre var der overskyet på stort set hele turen; det kunne ellers have været flot at se vulkanen med de store askesorte flader omkring sig......
Sejlturen fra Narsarsuaq til Grønnedal blev en flot ti timers turisttur, hvor sol og medvind gjorde det muligt at stå udenfor og nyde de store landskaber. Af og til blev der også tid til hyggeligt samvær med gamle kendinge indendøre :)
Som en særlig bonus kom vi gennem flere områder med mange isskosser, og det er jo flot :)
Ankom til Grønnedal ved midnatstid..............
Fotos fra dagen : HER

søndag, april 25, 2010

I dag tikkede der en sidste opdate ind på mailen fra Grønnedal, mens jeg havde gang i pakningen.
En kort melding, der varslede godt sejlvejr, hvilket også er i overensstemmelse med DMI´s prognoser for området i det kommende døgn.
Et billede af min cykel var også vedhæftet, og jeg kan se den allerede er hentet ind fra bunkeren, og står klar på værkstedet. Dog kan jeg vist godt sætte sadlen noget ned og lidt frisk luft skal dækkene nok også have ;)
Ellers er det jo bare at komme afsted............... :)
For mit vedkommende begynder rejsedagen tidligt i morgen. Klokken 3.00 ringer vækkeuret og Tina vil køre mig til banegården her i Skanderborg, hvorfra toget kører mod Ålborg klokken 3.56. Gaaaaaab.......!!!
-----------------
Som det nok er blevet bemærket, er layoutet på bloggen i forandring. Jeg synes den trængte til en fornyelse, og der vil nok ske lidt ændringer over de kommende dage i forsøget på at finde et godt udseende.

lørdag, april 24, 2010

Mens vi mennesker og dyr nyder det fremadstormende forår i DK, ser det vist lidt anderledes ud på Grønland.
Bedst som som jeg sad og slikkede sol på altanen efter en dejlig cykeltur med William, blev jeg ringet op fra Grønnedal, med en besked om at man forventer planmæssig afgang fra Ålborg på mandag.
En supplerende melding lød; "Vi har fået lidt sne i dag......"!
Jo-jo....Jeg må vist hellere få lagt en ekstra trøje i rejsetasken, når jeg pakker i morgen! ;)

torsdag, april 22, 2010

Rejsedagen kommer hurtigt nærmere.
En stor 90 liters rejsetaske og en lille kuffert til håndbagage er kommet frem på stuegulvet, og de første ting er allerede pakket ned.
De skal nok blive fyldt op, for da jeg forlod Grønland i efteråret, havde jeg sendt næsten alle mine ting hjem med skib.
Det virker måske lidt tåbeligt, når jeg hele tiden vender tilbage. Men man ved jo aldrig om det bliver det sidste ophold, og desuden er det meget godt at få ryddet op i de mange ejendele, der gennem tiden bliver samlet sammen i det lille lukaf.
Status for rejsedagen er for mit vedkommende blevet ændret lidt.
I stedet for helikopterflyvning mellem Narsarsuaq og Grønnedal, er jeg sat til at sejle med inspektionsfartøjet "Knud Rasmussen"(Se data om skibet : HER).
For nøjagtig et år siden tog jeg også turen med skib. Dengang var det "Ejnar Mikkelsen" der lagde skrog til sejladsen, der skulle vise sig at blive ganske vinterlig, med en tur gennem fast fjordis i de første timer. Et lille videoklip ses : HER
Bliver vejret godt, er der lagt op til en rigtig turisttur med udsigt til fjelde og isbjerge :)
I det hele taget var det et markant klimaskifte, at komme fra det milde danske forår, med lysegrønne bøge, til et frossent og snedækket Grønland.

lørdag, april 17, 2010

Den islandske vulkan har sat en effektiv stopper for al flyvning over Europa siden torsdag.
Asken fordeler sig i øjeblikket i et tyndt lag i de øverste luftlag, og var med til at give dagens solnedgang et rødligt og varmt skær.
Der tales nu om flere dages udsættelse af flytrafikken, da vulkanen ikke umiddelbart ser ud til at falde til ro, og selv om der stadig er over en uge til at jeg skal rejse, er det slet ikke usandsynligt, den vil komme til at påvirke min grønlandstur.
Jeg må, som alle andre, tage dagene som de kommer, og overlade fremtiden til vulkaner og vindretninger :)
Men jeg vil godt nok blive ærgerlig, hvis der forsvinder for mange dage fra turen, der i forvejen ikke bliver så lang...........

torsdag, april 15, 2010

Så har jeg fået rejseplanen for Milflight GL-3005, 26APR.
Check in kl. 8.00 i Aalborg, afgang kl 10.00 med ankomst i Narsarsuaq kl. 10.20 grønlandsk tid.
På rejsen benyttes Danish Air Transport, med et MD 83 fly.
Fra Narsarsuaq afgår "Knud Rasmussen" og en enkelt S-61 helikopter, som jeg er booket på. Den har en forventet ankomst i Grønnedal omkring 15.30 efter ca. en times flyvning.
Det er planen; men som altid vil vejret og teknikken blive det usikre kort, der kan ændre helikopter flyvning til sejltur. Det har vi jo prøvet en del gange! ;)
Som endnu en spændene faktor har vi nu også fået de islandske vulkaner, der ikke kan holde sig i ro for tiden! Normalt plejer vi at passere ganske tæt ved den islandske sydkyst, og dermed nær de aktive vulkaner ved iskalotterne Myrdals Jökull og Vatnajökull, som man kigger ned på :)

torsdag, april 08, 2010

5 marts lavede jeg et blogindlæg omkring GLK og Grønnedals fremtid.
Forsvarsudvalget og folk fra Nato var dengang på vej til Grønland for at holde møder om sagen, men jeg har ikke hørt noget siden; i hvert fald er der ikke kommet nyt via de grønlandske medier på nettet, som jeg stort set følger daglig.
Hver uge modtager jeg den elektroniske udgave af "Ugeorientering", der er Grønnedals svar på en lokal ugeavis.
I denne uges udgave, er gengivet et længere svar til TGJ fra Asii Chemnitz Narup, der er borgmester i Kommuneqarfik Sermersooq, vedr. flytningen af GLK (Arktisk Kommando).
Jeg vil ikke gengive det her, men blot konstatere, at det der fremgår at den fremtidige placering vil blive i Nuuk. Der er ikke opgivet datoer omkring afviklingen af Grønnedal, men når jeg kommer dertil om et par uger, forventer jeg at høre noget mere præcist om hele sagen.
Den oprindelige skrivelse er dateret helt tilbage til 11/2-10, så jeg er i tvivl om det faktisk er helt afgjort endnu.....

lørdag, april 03, 2010

Solrig, men blæsende dag.
Efter at have været en tur i skoven og se til snogene, der nu er kommet frem fra deres vinterhi, gik turen hjem på altanen, for at nyde de varme solstråler med et krus kaffe, i behagelig læ for den stride vind.
Som læsning, tog jeg fat i "Det Ukendte Grønland". En fin lille bog af Hans Pedersen, der er udgivet af Grønlands Hjemmestyre.
Den kommer fint omkring den store natur og dyrelivet deroppe, og er tænkt som inspiration til oplevelser i naturen, og skal gøre opmærksom på hvor kompleks en verden vi mennesker er en del af.
Jeg faldt lidt i staver over kapitlet om de første menneskers indvandring i Grønland. Det må være helt fantastisk at bevæge sig frem i en uspoleret verden som de første; hele tiden drevet af nysgerrigheden om hvad der mon gemmer sig bag det næste fjeld, og håbet om endnu bedre fangst i nye områder............
Jeg får en lille smag af den fornemmelse, når jeg færdes på mine fjeldture omkring Grønnedal. Så snart stationen er ude af syne, ligger landskabet foran en, stort set som det så ud, da de første mennesker (Saqqaq kulturen) kom forbi for 3-4000 år siden.
Jeg glæder mig til oprejsen d. 26/4, og ser frem til nogle gode natur oplevelser :)

søndag, marts 28, 2010

I tirsdags fik jeg købt dette lille prisbillige og enkle videokamera : Sony DCR-SX30E
Som noget helt nyt, vil jeg på den kommende grønlandstur, prøve at koble nogle videoklip op på mine blogindlæg, når der er noget særligt at vise.
I tiden frem til afrejsen 26/4, vil jeg prøve kameraet af herhjemme og lære at bearbejde optagelserne via Windows Movie Maker og Picasa, hvorefter et af disse to programmer vil blive valgt som det foretrukne værktøj fremover.
Som så meget andet bliver det nok brugervenligheden der afgør valget............

torsdag, marts 25, 2010

Et skridt nærmere Grønnedal.
I dag kom ansættelseskontrakten med posten.
Nu skal den bare udfyldes og sendes retur til firmaet..........

torsdag, marts 18, 2010

Herligt!!!!!
Så kan jeg se frem til en grønlandstur fra 26/4 til 21/6.
Nu kan de kommende fem uger gå med at se frem til et ophold i en periode, hvor dyrelivet er meget aktivt både i fjorden og i fjeldet :)
Sæt kryds i kalenderen. Forhåbentlig vil der komme en strøm af gode blogindlæg med dejlige fotos af den enestående natur :)
Vores formand i Grønnedal har været så flink at sende et par appetitvækkere i form af et par flotte billeder taget i går, søndag.
De viser udsigten over Arsuk Fjord, hvor stationen ligger ud til.
Det røde skib, der ligger til kaj, er et af Royal Arctic Line`s små forsyningsskibe, (sikkert Angaju Ittuk) der anløber Grønnedal med gods med et par ugers mellemrum.
Jo-jo...Der er noget at glæde sig til :)

fredag, marts 05, 2010

Synet af inspektionsskibe ved kaj i Grønnedal bliver nok snart historie........
"Nu afgøres fremtiden for Grønlands forsvar", var en af dagens overskrifter i "Sermitsiaq" i dag.
Folketingets forsvarsudvalg og flere NATO topfolk er på vej til Grønland for at debatere den fremtidige placering af den nye arktiske kommando, der før var delt op i Grønlanlands Kommando og Færøernes Kommando,
Placeringen af Grønlands Kommando i Grønnedal vil sandsynligvis være tidsbegrænset, for der forventes store økonomiske besparelser ved lukningen af stationen, der er meget dyr i drift.
I lang tid har sagen været forhandlet og diskuteret, mens de grønlandske politikere har prøvet at trække kommandoen til Nuuk, men selv denne løsning er på nuværende tidspunkt usikker.
Endnu er der ikke kommet noget årstal eller dato på sagen.........
For Danstruct (og mig...) får det sandsynligvis den konsekvens, at stationen ikke igangsætter nybygninger og større vedligeholdelses opgaver, og kun de allermest nødvendige ting vil blive ordnet. Dermed bliver mængden af arbejdtimer og dermed medarbejdere i vores firma stærkt reduceret i løbet af en sæson.
Jeg vil helt sikkert komme til at savne de dejlige ture dertil...................
Artiklen kan læses : HER
Sermitsiaq argumenterer for den arktiske kommando´s placering i Grønland : HER

Gennem tiden kommer der mange gæster forbi min blog.
Mange der kigger ind, er gamle grønnedalere, der har fået "hjemvé" og suser rundt på nettet for at finde nyt om livet og tingenes tilstand i den sydgrønlandske oase;)
En anden gruppe er folk, der er på vej dertil; enten som gæster eller kommende tjenestegørende personel.
Til jer vil jeg sige; denne blog er ikke særlig oplysende i forhold til de praktiske ting omkring livet i dalen, og heller ikke hvad der sker blandt folk iøvrigt.
Af hensyn til folks privatliv osv. holder jeg mig meget tæt til egne oplevelser og indtryk udenfor disse emner gennem mine dage deroppe. Og da fotografering og naturen er min store interesse, fylder det derfor rigtig meget :)
Derfor har jeg indsat tre nyttige links ude til højre, der informerer indgående om de praktiske forhold ved Grønlands Kommando. Et enkelt link fører til GLK´s egen nyhedsside og dertil kommer tre links til Grønlands førende nyhedsmedier, hvor hverdagen i det "rigtige" Grønland kan følges.
Jeg har linket en del billeder op til indlæggene på min blog, som man også kan vælge at gå direkte ind og se via linket "Min fotoblog" og her gå tilbage i tiden via forskellige menuer!
Jeg håber det er en hjælp! :)
Håber i vil glæde jer ligeså meget over dette dejlige hjørne af Grønland, som jeg gør!
God rejse :)

fredag, februar 19, 2010

Til aften modtog jeg et par helt friske billeder fra "Dalen".
Man tror ikke sine egne øjne, men det er altså Grønnedal, som der ser ud i disse dage!!!!!!!
Mens vi i DK har ligget underdrejet med sne i to måneder, er der nærmest helt snefrit i Grønnedal.
Den aktuelle vejrudsigt siger sol, svag vind og temperaturer omkring 0 til -5 for de kommende dage. Perfekt vejr til lang vandretur i fjeldet................. Så er det man spørger sig selv: Hvad laver jeg her ?????
Billederne ligger i bedre kvalitet : HER

fredag, februar 12, 2010

Per Herholdt Jensen har gjort det igen!
En flot bog er netop kommet på markedet, og et eksemplar har naturligvis fundet hjem til min bogreol :)
Det drejer sig "Grønlandssejlerne", der fortæller om inspektionskuttere og -fartøjer der har sejlet omkring Grønland gennem tiderne.
Jeg anbefaler den til alle der på en eller anden måde har tilnytning til skibene eller Grønnedal (Grønlands Kommando)
Læs mere : HER
"Politiken" har følgende anmeldelse : HER

fredag, januar 01, 2010


GODT NYTÅR !
....til alle venner, familie, kolleger og de mange forskellige gæster der gennem tiden kommer forbi denne blog :)
Når jeg er på Grønland har jeg en del faste læsere, og de mange positive tilbagemeldinger gør det også til en ekstra fornøjelse at dele store og små indtryk via de daglige indlæg og fotos på bloggen.
Indtil videre har jeg ikke nogle aftaler om oprejse foran mig, men falder jeg over interessante nyheder vedr. Grønnedal og GLK mens jeg går rundt i det danske, kommer der nok et lille "nyheds-pip" her på bloggen :)