søndag, juli 17, 2011

Søndag er hviledag.
Mens jeg er her i Grønnedal kan det tages meget bogstaveligt, for med fri fra arbejde og uden nogle forpligtelser ellers, er hele dagen til min egen rådighed. Netop derfor kan man bruge al den tid man lyster til de mest ubetydelige ting.
Ikke mindre end tre-fire timer fik jeg brugt på en strejfe langs et lille stykke af fjorden, hvor et par stykker is var gået på grund helt inde ved bredden. Også enkelte helt små stykker lå efterladt af det faldene tidevand på stenstranden.
Mens de helt store stykker is, som jeg viser her på bloggen, kommer ind ude fra kysten med Storisen, kommer der af og til en stime mindre stykker inde fra isbræen i bunden af fjorden. Bræen i bunden af Arsuk Fjord hører ikke til de mest aktive, når det kommer til at sende isstykker i omløb, men af og til sker der bevægelser derinde, hvor nogle klumper brækker af, og det er netop et af disse som jeg fik kigget nærmere på i dag.
Ved første øjekast virker isen meget bastant, men sidder man og kigger over et stykke tid, vil man bemærke de små stumper, der jævnligt brækker af og små smeltevandsstriber der risler ned af siderne.
En anden forandring sker, når de ellers glasklare dele blive løftet fri af vandet. I løbet af et par timer forvandles overfladen ved kontakten med luft og sol, og isen bliver helt uklar og hvid. Det ses ret tydeligt på fotoserien jeg har liggende : HER, og videoen nedenfor. Det samme skete med den lille klump jeg ses med på billedet. Da jeg kom forbi en time senere, var den blevet helt snehvid......
Mens jeg skriver dette, er vinden taget til fra sydøst, og da vandstanden er stigende, sender det nok isen ud til det frie liv på fjorden igen.......


Selv om Googlemaps ikke leverer de bedste satellitkort over vores hjørne af Grønland, er der alligevel en mulighed for at få en fornemmelse af fjordsystemet ved at lege med kortet nedenfor: