torsdag, maj 21, 2009

Nærmest heldagsregn og vindstille.
Mens alle normale mennesker holder fri på Kristi Himmelfartsdag, går vi på arbejde. Det betød at stationen nærmest virkede livløs og forladt, og det var endda på trods af, der blev afholdt en badmintonturnering i den lille hal.
Udendørsarbejde for mit vedkommende blev droppet til fordel for lidt forskellige indendørs opgaver, der netop har ventet til en tid med dårligt vejr.
Mens dette skrives, er det ved at klare op ude ved kysten og sollyset rammer toppene på Arsuk Ø.
Jeg tror jeg vil smutte ud på en lille aftentur..........

.......Så er jeg tilbage efter en lille tur ved vandet.
Ved mundingen af Bryggerens Elv, hvor Catalinaerne (Vandfly) i gamle dage havde parkeringsplads, bliver der hvert år holdt Sankt Hans aften.
Allerede nu ligger der en pæn bunke træ klar til antænding.
I år kommer bålet til at bestå af diverse tømmer og gamle beklædningsbrædder, som er blevet brækket ned af "Nord og Syd´s" fjordvendte facade. Her er vores firma begyndt en renovering, hvor der isættes nye vinduer og døre, og træbeklædningen fornyes og males.
Der bankes og regeres fra tidlig morgen, så jeg gætter nok ikke helt forkert, hvis jeg påstår, at beboerne glæder sig til arbejdet er overstået ;)

Jeg kom også forbi et par strømænder, der opholder sig i området omkring udløbet af elven.

onsdag, maj 20, 2009

Tidlig morgen; et almindeligt syn mellem bygningerne : Små grupper af legesyge sneharer tumler rundt efter hinanden, men der bliver også tid til at finde lidt og spise.

Gråt og tungt har det været, med vedvarende regn fra sidst på dagen.
Midt på dagen var sigten god nok til, at ugens helikopterforbindelse kunne afvikles uden problemer.
Beflyvningen af Grønnedal har været meget omskiftelig og har været udsat for hyppige ændringer i flyveplanerne. Særlig efter Paamiut 1/12-07 fik åbnet en landingsbane til Dash 7 flyene, som bruges til den grønlandske indenrigsflyvning.
Før den tid, indgik vi i helikopterruten mellem Narsarsuaq -Grønnedal - Paamiut - Nuuk, som blev betjent af den store S-61 helikopter, der af og til også bruges til GLK´s milflight´s.

Nu bliver vi betjent hver onsdag, hvor der er forbindelse til danmarksmaskinen i Narsarsuaq. Helikopteren ankommer to gange. Første gang ved nitiden, hvor der hentes post og passagerere der skal med til DK; om eftermiddagen foregår det hele med omvendt fortegn ;)
Til flyvningen benyttes en Bell 222U, hvis data kan ses : HER
Med posten modtager vi Ekstra Bladet og Jyllandsposten, og da der kommer for en hel uge ad gangen, bliver der kigget flittigt aviser over de næste par dage......

Min tid på Panbohuset er stort set ovre. Regnen satte en stopper for at jeg kunne få de sidste detaljer afsluttet.
Med huset malet, er det de omkringliggende forhold der skal færdiggøres. En rendegraver er rykket ud, for at planere grunden til en lille p-plads for to biler, der skal belægges med sf-sten.

tirsdag, maj 19, 2009

Vi vågnede op til en fugtig dag.
Langs med bygningen overfor gik en enlig regnvåd moskusokse uforstyrret rundt og fandt sin morgenmad i det visne græs.
Da okserne er et jævnligt tilbagevendene emne her på bloggen, har jeg indsat fakta om dyret; lånt fra Naturinstittutets hjemmeside :

Ovibos moschatus

Moskusoksen er en drøvtygger, der minder både om får og okser. Snuden er håret som fårenes. Hornene er trinde og glatte som oksehorn, som er ru og meget stærkt opsvulmede. Hos gamle hanner er de sammenvoksede ved grunden og dækker hele panden. En moskusokse opnår en skulderhøjde på ca. 1,2 m.

Kroppen er dækket af en pels med lange overhår, og en isolerende ulden underhår. Kun omkring snuden og øjnene og nederse på benene er pelsen kort. På undersiden af klovene sikrer en tæt hårbeklædning isoring og godt fodfæste på is og sne. Hale og ører er korte og skjult mellem hårene.

Moskusokser færdes i småflokke anført af en gammel tyr og hunnen føder en kalv i maj-juni.

Føden består af unge pileskud, græs, urter, mos og lav.

En moskusokse kan blive ca. 15-18 år i naturen, men kan blive mindst 10 år ældre i fangenskab.

Moskusoksen forekommer naturligt i hele Nordøst- og Nordgrønland.
I Vestgrønland og ved Ivitttut er der introducerede bestande.

Et andet forårstegn er falkeskrigende fra "Bratten" bag stationen, som jeg bemærkede for første gang i søndags.
Hvert sommer har de redeplads på den stejle klippevæg, hvor de i perioden høres over hele området, da skrigende kastes tilbage fra klipperne.
Der forekommer to forskellige falke i Grønland; den ene er jagtfalken, men vi har den lidt mindre vandrefalk boende deroppe på fjeldsiderne. Jeg ser dem ofte ved masterne i senderparken, eller oppe på toppen af fjeldet; også her er der et par master, som de gerne sidder på.
Jeg vil prøve at fange dem med kameraet, når jeg kommer i højden fremover ;)

mandag, maj 18, 2009

En ny arbejdsuge er begyndt.
En uges strålende sol er afløst af ustadigt men lunt vejr.
Jeg håber det holder sig pænt nok til at jeg kan fortsætte udendørs og få afsluttet Panbohuset, hvor lidt over en dags arbejde er tilbage.
Herefter gælder det ½12 husene.

søndag, maj 17, 2009

For lige at afslutte historien fra i går om vandflyveren, kan Grønlands Kommando´s egen version af begivenhederne læses : HER

En af vores folk har et stykke jord, hvor der hvert år bliver dyrket kartofler og med stor succes. De bliver altid gode og velsmagende.
I går blev jorden vendt og i dag blev kartoflerne lagt ud, men inden det kom så vidt, måtte han vente pænt på at en moskusokse forlod beddet :)
Vi var flere der fulgte med i køkkenhaven, men dog kun for at kigge på og kommentere arbejdets gang;)

Danstruct har en båd til os medarbejdere.
Den er langtfra ligeså smart som GLK´s velfærdsbåde, men den flyder da ;) En af vinterstormene har revet den ned fra sit vinterleje, og i formiddag fik vi løftet den på plads igen.
Inden den kommer i vandet, skal motoren have et eftersyn og bunden have en gang maling.

Vejret har været helt utroligt lækkert. Lunt og sommerligt :)
Sådan en dag skal nydes, for inden længe er luften fyldt med Grønnedals forbandelse; knot, de millioner af små fluer, der ustandselig vil svirre ind i øjne, ører og hovedbund, mens det er højsommer.
Mens vejrguderne arbejder på højtryk for at rydde sne i fjeldet, nød jeg dagen langs fjorden og omme i Laksebunden med fiskestang og kamera. En kæmpe forandring er sket siden turen sidste søndag, hvor det hele var dækket af sne; nu er det hele stort væk.
Inde ved elven fulgte adskille ørreder med blinket, men takkede pænt nej til grejet i denne omgang ;) En stor grønlandssæl tumlede rundt ude i vandet, og havde nok bedre held med sit fiskeri end jeg; ovenover svævede en havørn lydløst rundt det meste af tiden, af og til forstyrret af de påtrængende ravne.

Efter de seneste dages varme, er planterne også begyndt at røre på sig. Mange grønne skud ses rundt omkring, men flere steder er disse små grupper af Lådden Stenurt (Vistnok!) allerede sprunget ud! Blomsternavne er ikke lige mit speciale, men jeg vil arbejde på sagen denne sommer ;)
Sommerlige billeder : HER

lørdag, maj 16, 2009

Photos in better quality : HERE
En vandflyver kom på ufrivilligt besøg.
Pludselig kom der liv i landsbyen, for når noget usædvanligt sker, løber folk af huse :)
Flyet nødlandede i fjorden på de absolut sidste dråber brændstof, lige nok til at anløbe Grønnedal, ledsaget og overvåget af Air Greenlands S-61 helikopter.
Den var undervejs fra Canada mod Europa, via Grønland og Island, hvor der skulle tankes, men der har åbenbart været en fejlvurdering af rækkevidde og/eller brændstof forbrug.
Utrolig heldigt at den kunne lande på vand og der ikke var store bølger på fjorden!
Den forlod os senere på dagen, og fortsætter forhåbentlig uden mere dramatik.
Jeg så ikke selv landingen og info er baseret på den altid aktive "rygtepost", så hvis der kommer noget mere præcist i de skrevne nyheder, kommer det videre her, for en god ordens skyld ;)
Data vedrørende flyvningen kan ses : HER

Der færdes nu dagligt moskusokser mellem bygningerne.
Her er en ved at forlade "byen", efter at have vandret omkring med sin makker ved beboelserne "Nord og Syd". I morges gik en enkelt rundt og legede vindueskigger på bagsiden af vores bygning.
Der er god grund til at kigge sig for, når man runder et hushjørne :)

Efter et kig på vandflyveren, blev der også tid til en lille tur op på "Bratten", det 300 meterhøje fjeld umiddelbart bag stationen. Også her er der tyndet godt ud i sneen, og det var nogenlunde nemt at komme derop. Småsøer med smeltevand gav dejlig frisk drikkevand undervejs :)
Billeder af vandflyveren og oversigtfotos af stationen : HER

fredag, maj 15, 2009

Luften blev helt diset af det fine støv, som fejemaskinen fik virvlet op.
Den, og adskillige af stationens folk blev sendt ud på stationsområdet for at deltage i "Stor-reno", som er den årligt tilbagevendene oprydningsdag.
Det er ikke fordi der ligger de store mænder affald rundt omkring, men i løbet af et år havner der selvfølgelig altid lidt ting og sager, på steder hvor det ikke hører hjemme.
Det meste blev så fisket ud af pilekratene og alle mulig andre steder i dag og vi kan gå et rent og ryddeligt sommerhalvår i møde :)
Som belønning for anstrengelserne, blev der efterfølgende holdt pølsemik i gården ved mandskabsklubben "Nanok".
Dagen bød på flot lys. Se : HER

torsdag, maj 14, 2009

Aftentur i Grønnedalen.
Lige bag stationen ligger Grønnedalen, som jeg kan opleve på to forskellige måder, afhængig af om jeg skal på langtur eller blot på en lille aftentur som i dag.
På en stor del af de længere ture oppe i det høje fjeld, begynder turen ofte gennem Grønnedalen og videre op bag dalens bagerste del, eller op bag Rypefjeldet; så skal dalen bare overstås.
Men faktisk byder den på en fin (og om sommeren; frodig) natur med masser af afvekslene turmuligheder trods sin relativt lille størrelse. Jeg går utallige aftenture i løbet af sommerhalvåret i dalen, og ender ofte med at have brugt to-tre timer, inden jeg vender hjem igen.

En god turmulighed, på dage hvor man gerne vil ud, men uden at bruge for meget energi :)
Der vil sikkert komme mange fotos og indlæg derfra i løbet af sommerperioden, og altså også i dag, hvor foråret skulle findes ;)
Og jo, det er på vej, selvom billederne tyder på noget andet.
De seneste dages flotte solskinsvejr, og den kolde, knastørre vind fra fjorden, har gjort sit for at fjerne sneen, og store dele af dalbunden ligger nu snefri.
Ekstra fotos : HER

onsdag, maj 13, 2009

Det nye hus, som vi i det daglige kalder "Panbohuset", er begyndt at få kulør. Man har valgt blå.
De fire farver; oxydgul, svenskrød, jægergrøn og blå går igen på samtlige bygninger i hele Grønnedal, fordelt med passende variation.
De stærke farver gør sig rigtig godt i de flotte omgivelser uanset årstid, og da vedligeholdelses standarden er høj, fremtræder husene pæne overalt.
Som det ses på billederne, har det igen været solrigt, med lidt skiftende skydække. Men det sommerlige indtryk snyder; står man i læ, varmer solen godt nok dejligt, men i det øjeblik man går ud i den friske råkolde fjordvind, er varmt vindtæt tøj en nødvendighed, og fiskertud en selvfølgelighed ;) i hvert fald når man går udendørs og maler!
Jo-jo...Grønland er skam koldt :)

tirsdag, maj 12, 2009

I går ankom inspektionsskibet "Hvidbjørnen", som har ligget ved havn i Grønnedal til i dag kl. 19, hvor de igen er taget afsted.
Inspektionsskibet er fast udstyret med en Lynx helikopter, der fungerer som en forlænget arm ved forskellige operative opgaver.
I dag blev den brugt til en lille ekstra opgave, da vores formand og en af Grønlands Kommando´s chefer for drift og vedligehold, skulle tilse og forberede kommende vedligeholdelses arbejder for GLK´S velfærdshytter i omegnen, samt vurdere placering af en ny.
Et dejlig nemt og meget hurtigere alternativ, fremfor en rundtur gennem fjorden i jolle og til fods i fjeldet.
Den fik en travl dag, for herefter gik hele eftermiddagen med velfærdsflyvninger for en del af "Hvidbjørnen´s" besætning. Det plejer som regel at være en rundtur over de nærliggende dale og isbræen i bunden af Arsuk Fjord.
Ekstra helikopter billeder : HER

mandag, maj 11, 2009

Dejlig solrig dag :)
I formiddag kom en hval på ædetur ind i vores fjord.
Jeg tror ikke jeg havde opdaget det, hvis ikke det var for elever og lærere på den lille skole, der ligger ved siden af det hus jeg arbejder på; for de kom pludselig stormene ud til skrænten og pegede febrilsk ud på fjorden, og da så jeg også hvalen der tumlede rundt derude. Ungerne jublede højlydt, da den viste halen over vandet :)
Halen og adfærden i øvrigt, afslørede at det var en pukkelhval vi havde på et besøg, der varede ca. tre timer.

Da jeg arbejder med fri udsigt over fjorden, vil jeg have kameraet liggende klar de næste dage, hvis der kommer besøg igen. Det vil være herligt at få et skud af en pukkelhval i et kraftspring ud af vandet!
Normalt afslører de deres tilstedeværelse ved den høje væsende lyd, når de kommer op til overfladen og blæser vanddamp ud inden der tages frisk luft ind.
Da alle pukkelhvaler har forskellig s/h tegning på undersiden af halen, kan det enkelte individ identificeres og mange er allerede registrerede. Får jeg taget et godt foto, bliver det indsendt til Grønlands Naturinstitut, der kortlægger dyrenes adfærd. Se mere om projektet : HER
Læs mere om Pukkelhvalen :HER
Moskusokser....Igen ;) : HER Der gik to okser ganske tæt ved stationen til aften.

søndag, maj 10, 2009

Man må sige Kong Vinter holder Grønnedal i et jerngreb!
Igen vågnede vi op til et helt snedækket landskab, men også til en næsten skyfri himmel og blændene sol.
Heldigvis har solen så meget magt og luften er så tør, at sneen smelter væk igen i løbet af dagen; men stadig kun på sydvendte skråninger og helt nede mellem husene og i dalene.
Jeg brugte dagen ude; en tur ind til Laksebunden (....Igen! ;) og en rundtur i Grønnedalen. Udemærkede ture, men det bliver nu godt når sneen for alvor bliver drevet tilbage, og de rigtige langture i det høje fjeld kan begynde :)

Inden jeg stak af på egen hånd, gik jeg en morgentur ned på havnen med et par af mine kolleger for at nyde den stille morgen og se til en ny isklump der er kommet forbi og har parkeret sig udenfor molen.
I morgen forventes der en del skibstrafik ("En del" skal opfattes relativt ;) Et lille fragtskib samt to af søværnets skibe vil stå i kø for at komme ind; nu skal det lige passe, at isklumpen driver rundt og forpurrer havnemanøvrerne ;)

Ved mundingen af Lakseelven mødte jeg fire unge moskusokser, der gik helt nede ved vandet og gnaskede tang i sig. De henter nok et salttilskud til kosten der.
Okserne er også begyndt at nærme sig stationsområdet. Midt på ugen var der et par stykker der gik umiddelbart bag vores bygninger og årets første "Moskusvarsel" blev udsendt via nødradioen.
På denne tid af året søger de ned fra sneen i højfjeldet og ned til de snefri områder, hvor føden er nem at komme til. Da bestanden er øget år for år, bliver de også mere villige til at søge nærmere os mennesker for at få plads.
Glimt fra dagen ses : HER

lørdag, maj 09, 2009

En gang i mellem skal der gøres rent.
Det var oplagt at få det klaret i dag, da vi har fri ved middagstid og vejret stadig var trist med slud, og bestemt ikke indbød til udeliv.
Mit lukaf trængte til støvsugning og afstøvning, og i den forbindelse tog jeg lige fællesgangen med, og fangede de efterhånden store nullermænd der lå langs panelerne :)
Rent sengetøj og håndklæder får vi vasket på stationens vaskeri, men vores tøj klarer vi selv; trods alt ;) I vores bygning har vi et lille fælles vaskerum, med to vaske- og tørremaskiner samt mulighed for at tørre på snor. Her har vi også en kummefryser og hylder til opbevaring af forskellige madvarer der ikke kræver køleskab.
På linket : HER, ligger fotos fra mit rum der efter vinterens istandsættelse er indrettet med nyt invetar og et fladsskærms tv, så stort, at man næsten har "jeg er der selv følelsen". Ikke værst ;)

fredag, maj 08, 2009

På aftenturen i går, begyndte nogle højtliggende tynde skyer at vise sig på himlen; den slags som antyder et vejrskifte er på vej.
Og sådan blev det. Vi vågnede op til slud og kraftig blæst fra sydøst og arbejdsdagen kom til at foregå indendørs.
Kombinationen af blæsten og den ekstra høje vandstand på grund af springflod, betød farvel og tak til isbjerget, der næsten nåede at ligge foran os i to uger.
I løbet af dagen faldt der flere store stykker is af, hvilket fik balancen og vægten til at ændre sig væsentligt. Omkring kl. 18 nåede vandstanden sit maksimum og isbjerget blev løftet af sit leje og drev med stor fart ud i fjorden.
Gad vide om det er til at se i morgen?
Lidt ekstra fotos : HER

Undervejs langs fjorden kom jeg forbi en gammel kuffert, som var kommet til syne efter sneen er smeltet væk.
Modsat de danske kyster, ligger der ikke ret meget opskyllet affald her omkring; og det der er, ligger ved stationen.
Om kufferten kommer herfra ved jeg ikke; der fandtes ikke nogle mærker, der kunne afsløre den tidligere ejer.
Sandsynligvis er den blæst herned oppe fra dumpen eller et af husene.

torsdag, maj 07, 2009

I formiddag kom tankskibet "Orasila" ind til Grønnedal.
Jeg troede det var os der skulle have nye forsyninger til olie- eller benzinlageret, men ifølge rygteposten var det faktisk skibet der skulle have en gang brændstof ombord!
Navnet "Orasila" føltes bekendt og jeg gik længe og funderede over i hvilken sammenhæng jeg huskede navnet. Efter at have "Googlet" skibets navn faldt brikkerne på plads. De havde været ude for en tragisk ulykke i januar måned, som jeg nævnte i min blog dengang; se indlægget : HER.
Den grønlandske avis "Sermitsiaq" skrev om ulykken; læs indlægget : HER, og læs også om det videre forløb ved klikke på overskrifterne i den grå "læs også" boks.

Apropos Orasila´s grundstødning, sidder isbjerget stadig godt fast tæt ved kysten foran ½12 husene.
Stille men sikkert går det i forfald; af og til falder større eller mindre stykker af den store isklump, og lander i vandet og driver væk som isskosser.
Tidevandets skiften får det til at vugge frem og tilbage, og spørgsmålet er om det pludselig bryder helt sammen ved sin egen vægt eller det bare bliver så let, at det driver stille og roligt væk med et højvande. Det kan måske også blive en kraftig sydøstenvind der sender det væk.
Men så længe det er her, glæder jeg mig over den evigt foranderlige skulptur, der ligger som et oplagt fotomotiv på alle tider af dagen :)

Igen har det været en dejlig udedag fra morgen til aften :)
Selvom det ikke er sæson endnu, blev en tur med fiskestangen taget ude på Laksepynten. Vandet er stadig så koldt, at det kystnære fiskeri ikke er kommet igang; men det skulle ikke vare længe. Jeg hverken så eller mærkede noget.........
Men fotos fik jeg som altid med hjem. De udvalgte kan ses : HER

onsdag, maj 06, 2009

Solen har været fremme hele dagen, og jeg har nydt lyset og udsigten, der har været forrygende :)
Midt på dagen bliver det behageligt at gå ude og nogle af de mange lag tøj kan tages af; forudsat det ikke blæser for meget ;)
Men morgen og aften er der kontant afregning med minus grader og det føles bidende koldt at være ude.
Det nye kommunehus skal, som alle andre af deres bygninger, males med Flügger 97 oliemaling. En god ting, når der arbejdes udvendig under disse vinterlige forhold.
Efter grunding forleden dag, er jeg nu begyndt at male udhængene hvide.

tirsdag, maj 05, 2009

Det blev åbentbart i dag, at alle de som ikke har fået instruktion i brug af velfærdsbådende, skulle på kursus i sikkerhed og brugen af dem.
Som jeg så det, var der en del på "skolebænken"; tre både var ude af to omgange, godt fyldt med folk. Men der er jo også kommet en del nyt personel til siden sidste bådsæson.

En enkelt båd måtte op af vandet igen, da der var problemer med motoren.
Man benytter samme slæbested, som Søopmålingen bruger til deres to SKA både. De ligger vinteropbevaret i en stor hal umiddelbart til venstre udenfor billedet.
Mens de benytter ophalervogne på skinner med kabeltræk til deres store både, kan småbådsfolket klare sig med bil og bådtrailer, ligesom det ses hjemme ved lystbådehavne osv.

Efter en meget vinterlig start på dagen med sne og glatføre, kom solen frem sidst på dagen og fik ryddet det hele væk igen.
Trods en råkold vind, tog jeg en lille aftentur op ved åbningen mod Grønnedalen. Her mødte jeg fire moskusokser, der gik og gumlede grønt i sig nedenfor Rypefjeldet. De lod sig ikke forstyrre af mig, og jeg kunne komme ret tæt på.
Billeder fra aftenturen : HER

mandag, maj 04, 2009

I december 08 afleverede vi dette dobbelthus til Ivittuut kommune, der nu er blevet del af den nye storkommune Sermersooq efter kommunesammenlægningen.
Kort tid derefter blev det taget i brug, men helt færdigt er det dog ikke, for der mangler at blive bygget terrasser og malet udvendigt. Det sidste begyndte jeg på i dag og fik givet hele huset en gang grundingsolie.
Det var også kun lige jeg nåede det, for kort tid efter begyndte det at sætte ind med slud fra sydøst.
Billedet nedenfor er taget ud af mit vindue kl. 21 og antyder at sommeren måske ikke ligger lige for endnu. Mest af alt minder det om en mørk dansk vinterdag i januar!

Lige over middag kom "Ejnar Mikkelsen" ind til Grønnedal efter en tur til Nuuk, og nogle forsøg på at forevige skib og isbjerg sammen blev gjort.
Vinkler og størrelsesforhold spillede ikke helt med, men resultatet kan evt. bedømmes : HER

søndag, maj 03, 2009

To af GLK´s folk er ved at fastgøre en båd.
Til formiddag blev "velfærdsbådene" sat i vandet, efter en lang vinterpause på land og hermed er bådsæsonen gået igang.
Ansatte ved Grønlands Kommando har efter et lille kursus, adgang til at benytte bådene efter nogle forskellige retningslinier. Et godt tilbud som benyttes flittigt gennem sommer halvåret i vor egen Arsuk Fjord til besøg inde ved isbræen og de forskellige hytter, der ligger rundt omkring.
Dem der har mod på lidt længere ture, kan tage ud til den nærmeste grønlandske bygd, Arsuk, for at opleve en bid af et rigtigt grønlandsk samfund, og nogle tager også ned til de to sydligere småfjorde, Ikka og Qornoq.
Der er også flere der har sin egen private båd, som oftest bliver handlet videre, når man afslutter sit tjeneste ophold i Grønnedal.

Da sneen stadig ligger temmelig tungt over det meste af fjeldet, bliver tur mulighederne også begrænset noget.
Turen om Laksepynten og om til Laksebunden er dog mulig, da turen foregår tæt ved havniveau og er næsten snefri. Går man ad den direkte sti, tager turen højest tre kvarter hver vej, men kan sagtens forlænges efter behov.
Jeg brugte næsten fire timer på turen, og nåede hjem inden det næste lette snevejr kom ind udefra kysten.
Billeder fra turen : HER

lørdag, maj 02, 2009

Kl. 8.00 hejses flaget på Flagbastionen.
Bastionen ligger på et fremskudt punkt ud mod fjorden, og en flottere plads kan Dannebrog næppe få, men i dag kom flaghejsningen til at foregå i strid østenvind og slud, med grå og trist baggrund.
Lørdag er kort arbejdsdag og vi har fri 11.30.
Er vejret til det, går jeg normalt i fjeldet; men i dag lagde det mere op til indendørshygge i fællesrummene med de andre og storkampen foran tv mellem Real Madrid - Barcelona.
En underholdene kamp der endte med fortjent storsejr til Barca på 2-6 !!!!

Den grå og farveløse dag stod i stor kontrast i forhold til det strålende vejr vi rundede dagen af med i går.
Derfor holdt fotografen fri, men jeg optog dog lige dette lille videoklip af en snehare, der kom forbi mit vindue til aften. Se det : HER

fredag, maj 01, 2009

Det meste af arbejdsdagen bød på skyet vejr med småsne af og til.
Derfor rykkede jeg indenfor og begyndte på en opgave nede ved havnen i et gammelt træhus, der tidligere har fungeret som lager for inspektionskutterne. Bortset fra et lille rum, er det nu ryddet for indhold, og efter tømrerne har beklædt væggene med nye plader, er det blevet min opgave at stå for malerarbejdet.
Men heller ikke indendørs slap jeg for at bruge skrabejern; Bræddeloftet var dækket af et lag skallende maling :(
Snart er endnu et lagerrum klar til GLK.

Sidst på eftermiddagen klarede det op, og efter arbejde gik turen op på fjeldet bag stationen, hvor det meste af sneen er smeltet væk.
En stille og smuk aften, der bød på flotte udsigter over station, fjeld og fjord :)
Glimt fra turen : HER