lørdag, juli 30, 2011

Slutspurt.....
Med udrejse i morgen er der flere ting der skal ordnes i løbet af i dag.
Bygning 24 er blevet afsluttet til morgen og blev det sidste stykke arbejde, jeg fik lavet i denne omgang. Det var ikke hele bygningen der blev malet, men primært sydøst- og vestfacaderne, som har fået flest klø af vejrliget. Nu har jeg pakket mit grej sammen og overlader pladsen til den faste maler, der bliver et godt stykke tid endnu.
Til aften skal der pakkes, for den del af min bagage der skal med hjem, skal indleveres i containeren senest i morgen tidlig klokken seks, og det vil i praksis betyde i aften for mit vedkommende ;)
Noget skal med som håndbagage, mens cyklen bliver kørt ud i malerbunkeren og en del sager gemmes væk i et par flyttekasser til næste gang jeg kommer forbi.
Samtidig med pakkeriet skal der også udkittes her i huset :)


Igen forrygende flot vejr, og dermed en fin afslutning på grønlandsturen for denne gang, med tre solskinsdage og fjeldture i rap.
For ud over dagens praktiske gøremål, blev der også tid til en sidste lårstrammer i fjeldet, midt i det hele. En udsigtstur med kig over Ivigtut Mineby, stationen og i retning mod den åbne kyst.
Den var egentlig tænkt en del længere end det den blev, men hele fjeldet var nærmest total invaderet af de små vanvidsfremkaldende fluer, der konstant flyver ind i ansigtet og alle åbninger, og jeg havde selvfølgelig ikke myggenet med :(
På vej ud mod Søndre Løb gik det nogenlunde fint, da en svag vind holdt bæsterne bag mig, men velvidende at det ville blive ulideligt på vej hjem, valgte jeg at vende om tidligere; også med tanke på pakning, aften spisning i barakken o.s.v.
Men..... Jeg kan ikke mindes at have oplevet massive mængder småfluer..... Under alle omstændigheder er jeg meget glad for at runde opholdet af med de sidste dages gode oplevelser. En regn- og gråvejrs periode havde været for trist en afslutning at komme hjem med.


Men det er ikke nødvendigt at stride sig ud i fjeldets fjerne afkroge for at få en god naturoplevelse. Man behøver blot at gå en tur langs Bryggerens Elv på stien langs det korte stykke mellem udløbet og broen, som deler stationsområdet og kommunehusene.
Det gjorde jeg lige før aftensmaden, og her kunne jeg se det er blevet tid for ørrederne at trække op i elvene igen, og gøre klar til den kommende gydesæson.
Det ses særlig godt her hvor elven har et stort fald med flere små vandfald, hvor fiskene kæmper mod den stærke strøm for at komme op. Både ude i selve elven, men også i de små sideløb ses nu springene fisk. En lille begivenhed jeg altid ser frem til når jeg er i Grønnedal på den tid af året :)
Jeg fangede nogle spring på video (Dog ikke prisvindene kvalitet ;)