Sidste opgave blev at få malet et stort hvidt "H" midt på helopad´en. I første omgang havde jeg fået en misforstået idé om det skulle være gult, men nej, hvidt skulle det være, så det var bare at give det et lag maling mere ;)
Nu står det lysende hvidt mod den mørke asfalt og viser tydelig vej for helikopterne, der kommer og henter os på mandag.
Resten af dagen er gået med pakning og oprydning, og min cykel er sat i stald ude i "Malerbunkeren", hvor den står klar til næste gang jeg kommer forbi :) To flyttekasser med diverse ting og sager der ikke behøver at komme med hjem, bliver også opbevaret derude eller i vores fællesrum.
Selvom jeg først skal ud herfra mandag, skal vores bagage indleveres i en af de to små containerne der er opstillet ved brandstationen inden kl. 6.00 i morgen tidlig, for de skal sejles med "Knud Rasmussen" der også afgår med nogle passagerer, søndag morgen kl. 8.00 mod Narsarsuaq.
Jeg vælger at bære det over sent i aften, så jeg kan sove lidt længere i morgen: Det er jo søndag :)