Derfor blev det en rolig dag, med lige dele sofa i opholdsstuen og småtur på stationsområdet. Med et grumset vejr gjorde det nu heller ikke så meget.
Her var der betydelig mere livligt end hvad der er normalt for en søndag. Først ankom det store skib "Irena Arctica" fra Royal Arctic Line, med masser af ting og sager til Dalshoppen og til stationen, som gav en del aktivitet med kørsel af varer og containere. Se : HER.
Samtidig strøg en flere småbåde til Heksestedet og Paradisdalen, hvor en ny hytte skulle indvies. Ny, er måske så meget sagt, for den blev bygget færdig sidste sensommer. Men dengang blev vejret for dårligt til at sejle derned og fejre nybygningen.
Dyrene opholder sig jo lige udenfor døren, hvor særlig moskusokserne stadig fylder godt op. Øverst ses en af dem midt i et tæt dække af lupiner, som nu står i fuldt flor. En flot blomst, som er meget udbredt i hele bebyggelsen. Så snart vejret bliver til det, prøver jeg nok at lave en fotoserie med dem som tema.
Sneharerne ser man også hoppe rundt. Ligesom okserne og rævene, er deres pels også i forvandling. På billedet herover ses den grålige sommerpels træde frem under vinterens meget tykkere hvide, som nu falder af i totter.
Turen gik også ned til rævene ved havnen, hvis hvalpe jeg lige nåede at få filmet et par korte klip af, inden der blev for meget uro dernede.
Se ræveungerne : HER.