tirsdag, juli 07, 2009

Helt fra den tidlige morgen, har ½12 været præget af aktivitet.
Normalt er der total ro kl. seks om morgenen. Kun jeg og moskusokserne rumsterer rundt mellem husene.
Men de mange gæster der er rykket ind i husene, og de to nye familier med deres børn, som ankom med milflighten i går og i nat, er stadig på dansk tid. En tidsforskel på fire timer, hvor uret stilles tilbage når man kommer til Grønland, gør at man pludselig står meget tidligt op om morgenen de første dage. Derfor var der allerede liv i flere af husene da jeg mødte på arbejde,
Den øgede aktivitet fortsatte dagen igennem. Alle skulle rundt og lære de nye omgivelser at kende, og de nye familier brugte dagen til praktiske gøremål og naboerne skulle der jo også hilses på :)

En lille torsk er kommet en tur op på det tørre!
Den og de andre der blev fanget på min aftentur ved fjorden, blev sat fri igen; hurtigt og nænsomt, så de kan vokse sig store :)
Ørrederne nøjedes med at følge blinket, vendte ved bredden og trak ud mod dybderne igen.
Apropos dybder; så er det nogle dage siden jeg sidst har set grønlandssælerne trække gennem fjorden. Årstiden gør at de måske søger føde andre steder?