lørdag, januar 10, 2009

Superflot dag :)
Efter en kort arbejdsdag, gik jeg en tur op på Bratten, som fjeldet lige bag stationen kaldes til daglig. Det blev til en dejlig rundtur i højderne, hvor solen skinnede i næsten fire timer, for her er der ikke nogle fjelde der skygger.
Jeg var lidt usikker på om det ville være til at gå i sneen med vandrestøvler, for rigtigt skiføre er der ikke for tiden. Et alternativ er snesko og dem havde jeg med i rygsækken, hvis det skulle blive nødvendigt. Et par skistave var med til støtte og viste sig at være en rigtig god idé under dagens tur, hvor sneskoene ikke behøvede at komme i brug.
Det var rimeligt nemt at komme omkring, da der for det meste kunne findes vej, hvor snedybderne var begrænsede.

Moskusokserne opholder sig mest i højderne på denne årstid.
Her har de mulighed for at skrabe lidt føde frem, da snelaget omkring klipperne og på fjeldryggene jævnligt bliver blæst væk, og derfor kun ligger i et tyndt lag. Det er i hvert fald min teori, for normalt ligger sneen i meget tykkere lag nede i dalene.
På dagens tur kom jeg forbi de tre her. De to, der står med hovederne mod hinanden, nikkede af og til skaller med højlydte smældende lyde, mens den tredie stod og passede sig selv på sikker afstand.

I efteråret fik jeg anbragt flere geocaches i omegnen af Grønnedal.
I dag kom jeg forbi par stykker af dem. "Bratten" og "Den Gabende Sten" blev kigget efter og de ligger fint som de skal og venter på at kommende cachere vil komme forbi.
Til sommer vil jeg lægge flere caches ud på steder, der vil være værd at besøge i de omkringliggende fjelde. Men samtidig også på steder, hvor jeg selv kommer forbi med mellemrum, så jeg kan sikre at de ligger som de skal.
Det vil være lidt surt for geocacherne at trave mange timer forgæves ;)