lørdag, januar 24, 2009

De fleste tjenestegørende ved Grønlands Kommando afholder en eller anden form for fest eller afskedsreception inden de rejser herfra efter endt periode. Ofte er alle tilstedeværende inviteret, og således også i dag; hvor en familie der har været her siden 2004, forlader stationen med næste Milflight.
Selvom det er en åben invitation, burde jeg også være mødt op, men det flotte vejr vandt min sparsomme fritid, som blev brugt ude i det stille solrige vejr, omend med lidt dårlig samvittighed.

Vi har jo stadig ikke de store mængder sne, så det er efterhånden lidt vanskeligt at finde den rigtige måde at komme til fjelds på; især efter det seneste blæsevejr, der har rykket en del rundt på sneen.
Sneen ligger nu på en måde, så det er vanskelig at færdes til fods på fjeldet. Enten er der snefri rygge og klippeblokke eller også ligger sneen i dybe faner, hvor man synker langt ned så snart man træder derud.
Jeg prøvede snesko på dagens tur ud mod Laksebunden, men dem bliver jeg simpelthen aldrig gode venner med. De blev hurtigt efterladt på en klippe og samlet op på vej hjem. Så var det faktisk alligevel bedre at finde vej rundt til fods ;)
I den indre del af Grønnedalen ligger der altid et mere jævnt lag sne. Kan jeg finde et par ski i Velfærdscontaineren i morgen, kunne det måske være et bud på en søndagstur.