lørdag, juni 18, 2005

Tina og ungerne er ankommet hertil i forrygende vejr!
I dag har vi været på deres første tur til Ivigtut.
Undervejs har alt skulle undersøges; alt lige fra de flotte sten og klipper, til prøvesmagning af de små vandløb vi passerede undervejs.
Masser af tid blev brugt på at gå på opdagelse i den gamle mineby; også indenfor i de spøgelsesagtige huse.
Takket være fjordvinden blev de evigt plagsomme fluer holdt nede og opholdet ude blev en ren fornøjelse :)
Fotos fra turen : HER

søndag, april 03, 2005

Oprejse til en lang sommersæson, der vil række frem til slutningen af september :)
Denne sommer vil Tina og ungerne komme op på to måneders ophold midt på sommeren, hvor Tina vil arbejde som ferieafløser for GLK´s rengørings personale.
Jeg har ikke fået taget nogen fotos i tiden frem til de ankommer, men som altid er fritiden gået med friluftsliv; først med skiture, senere vandreture efterhånden som sneen forsvandt.
Arbejdet blev en blandet omgang med forskellige indendørsmaleropgaver, og en tur til den minebyen Ivigtut blev det også til, hvor renoveringsarbejdet i det kommende museum var begyndt med el og vvs arbejde, mens jeg gik i "Jægerhytten" (et hus overfor museet) og skulle male det hele indvendig.

onsdag, marts 02, 2005

Vi er på vej om bord i Hercules´en :)
Heldigvis fik William også denne flyveoplevelse med, men en tur i helikopter blev det desværre ikke til i denne omgang, da vi blev sendt afsted fra Grønnedal med en af kutterne.
En god to måneders tur med mange oplevelser er slut, og mens William bliver hjemme hos de andre indtil sommer, vender jeg allerede tilbage med næste milflight om en måned.
Jeg glæder mig allerede :)

søndag, februar 27, 2005

Sidste fridag inden hjemrejsen, blev brugt til en heldagstur omme i Laksebunden.
Fiskestangen var med, for vi skulle da lige se om der var fisk dernede i dybet.
Vi kom også lidt op langs Lakseelven og fik set til de mange ørreder der står "vinterparkeret" i vandløbet og venter på forår og spisetid i fjorden.
Jeg havde håbet vi ville møde moskusokser inde ved elven, men desværre...........Nej :(
Dejlig dag dag, hvor det gode vejr blev nydt :)

lørdag, februar 19, 2005

Kan man det ???????
William troede ikke det rindene vand vi passerede undervejs på vores tur kunne drikkes, for det bør man bestemt ikke gøre hjemme i DK! Først da han så jeg drak med velbehag, turde han også.
Han syntes det smagte fantastisk og tog herefter utallige slurke; for nu var det jo også sjovt :)

lørdag, februar 12, 2005

En strid "Sydost" har ramt os! (Storm fra sydøst).
William og jeg kæmpede os en hurtig tur ud i vejret, for at se naturens kræfter i brug! På billedet ses han i Sydostsvinget, hvor der løber en masser vand, der trækker grus af vejen.
Det seneste døgn har vinden og regnen raset gennem dalen, med ti graders varme!
Det har taget hårdt på sneen, som smelter i et væk og på det nærmeste buldrer ned af fjeldet som smeltevand.
Det hele samler sig nede i Bryggerens Elv, der er vokset til overstørrelse og har lyd som en evig torden! De store mængder plørede vand ender ude i fjorden og misfarver den meget langt ud.
Sydosten betyder også at der er risiko for lavineskred fra fjeldsiden lige bag stationen. Derfor er vi blevet evakueret til en anden bolig indtil lavinefaren skønnes ovre for denne gang.

torsdag, februar 10, 2005

Som en lille ekstra opgave er jeg sat til at male toilettet på tømrerværkstedet.
Det trængte sandt at sige også, for det var efterhånden blevet møgbeskidt med sorte fingre på væggene og snavs overalt.
William kom forbi, efter han havde fået fri fra skole. Han sad på arbejdsbordet og læste lektier indtil jeg også fik fri.

søndag, februar 06, 2005

Williams første tur i højderne :)
Høj sol og rimelige temperaturer på lidt under nul, gjorde det til en fornøjelsestur at komme på travetur.
På vej op blev det så varmt at jakkerne måtte tages af, men efter en pause på toppen af "Bratten" trængte den kolde luft sig på, og tøjet måtte på igen.
Dejligt at komme ud og se det hele lidt fra oven :)

lørdag, februar 05, 2005

Lørdag blev brugt til en skitur op i Grønnedalen og hen langs Rypefjeldet, ud til Patruljehøjen og hjem via Ivigtutvejen.
Det gik for det meste nogenlunde, men det var som om vores skivoks ikke passede til snetemperaturen. Det gav i perioder nogle problemer med at få ordentligt "bid" i sneen, og skiene blev for glatte, når det gik opad.
Vi blev enige om det nok er slut med skiture for denne vinter...........

onsdag, februar 02, 2005

William kom forbi efter skole.
Jeg gik nede på værkstedet og malede noget træværk og ryddede op, men vi fik da også tid til at gå udenfor og nyde det skarpe sollys. Her poserer vi med havnen som baggrund. Hundekoldt var det; temperaturen skal nok have været nede omkring minus 15............

søndag, januar 30, 2005

Det er ikke sne der mangler!
Den ligger i store driver rundt omkring mellem bygningerne.
Foran vores barak lægger sneen sig altid i en kæmpedrive, der til tider går over hustaget, nede i den ende hvor opholdsstuen er.
Dermed er der fra naturens side "trukket for", og vi er mørkelagt hele døgnet, hvis vi ikke gør noget.
William og jeg lavede det til et søndagsprojekt, at grave vinduer fri. En næsten håbløs opgave i den kraftige vind, men det skulle forsøges :)
Det var et arbejde der gav varmen, og det lykkedes kun delvis, for i løbet af en times tid var det føget til igen!
Men så gik der tid med det......... ;)

fredag, januar 21, 2005

Olsen og John "Arsuk" brugte et par aftentimer på at få firmaets snescooter gjort køreklar.
Den bliver ikke brugt særlig ofte, men jeg og William var klar til at lægge beslag på den under resten af vores ophold.
Et sjovt køretøj med masser af kræfter!
Sneen omkring os i fjeldet er løs, og da jeg bestemt ikke er erfaren kører, holdt vi os til vejene mod Ivigtut og havnen.

søndag, januar 16, 2005

For nogle dage siden fik vi hentet os et sæt langrendsski hver.
I dag blev der nu endelig mulighed for at få prøvet dem rigtigt af.
Jeg har været på flere ture før, mens det for William var første gang han skulle stå på ski.
Jeg var lidt usikker på om de var gode nok med hensyn til voks, men efter en lidt usikker start, så det ud til at gå fint, og det blev til et par råkolde timers rundtur i Grønnedalen, inden vi søgte hjem i varmen igen.

lørdag, januar 15, 2005

Vores dage går stille og roligt med arbejde og skole.
Når vi har fri, bliver der brugt mange aftener i hallen med nogle af de andre børn. Heldigt vi har den til at tumle i, når det er tidligt mørkt og uvejr udenfor!
Den er godt udstyret med bolde og andre redskaber, men når vi er der alene spiller vi mest badminton :)
Desværre har tv parabolen en svaghed når det er dårligt vejr, for da mister den ofte signalet. Så må vi ty til anden adspredelse.
Inden oprejsen købte vi en kæmpe pose kilovare frimærker, der skal ligge i blød i en balje vand, og herefter ligge til tørre på en avis. Så er det bare at sortere og sætte i album!

søndag, januar 09, 2005

Det er som om hele verden er ved at forsvinde i snestormen!
Det river og rusker, men alligevel skal vejene holdes nogenlunde farbare. Her er det John "Arsuk", der er ude med kommunens store maskine og rydde.
Han var så flink at hente William, så han kunne komme med ud og køre i uvejret.

lørdag, januar 08, 2005

Det er rigtig vinter i Grønland.
Der kommer meget sne og dagslyset ser vi ikke meget til.
De lange ture ud i fjeldet kan det endnu ikke blive til, men i dag kom vi på en lille travetur i den dybe sne langs Bryggerens Elv, der næsten ikke er synlig på grund af is og snedække. Det er næsten umuligt at gå i, derfor må vi en tur i velfærdscontaineren og finde langrendsski til os begge en af de nærmeste dage.
William er vist kommet godt igennem den første uge i skole som gæsteelev. Han har sine egne skolebøger med og lærerne har hjemmefra givet nogle retningslinier for det der skal laves over de næste par måneder.
På arbejdet får jeg ikke mere travlt i denne periode, end at min arbejdsdag kan holdes indenfor 40 timer.

onsdag, januar 05, 2005

Grønnedal er nærmest forsvundet i snemasserne!
Vi gik en runde på stationen i eftermiddag trods strid blæst; men rigtig vinter skal opleves på kroppen ;)
Det handlede selvfølgelig om at William skulle ud og se de store mængder sne, der som på det kan anes på billedet fra hjørnet af Sergentmessen og Vaskeriet, ligger i en drive på op til tre-fire meter!

mandag, januar 03, 2005

Så kom dagen endelig for afrejse!
På billedet er vi netop landet i Narsarsuaq, efter Williams første flyvetur.
I mange dage op til afrejsen har vi snakket om den kommende flyvetur, og da vi endelig steg ombord i maskinen på Flyvestation Ålborg, var det med en dreng med rigtig mange sommerfugle i maven. Han forventede mest af alt, det ville opleves som at blive skudt afsted med en raket bagi ;)
Air Greenland var charteret til denne flyvning for forsvaret, og som altid var servicen i top. Rejsen videre mod Grønnedal gik som natsejlads med kutter i gevaldigt havvejr, da vi nåede Kobbermine Bugten. Det opdagede William heldigvis ikke; han sov trygt og godt i den gyngende køje, mens bølgerne væltede ind over os.
Vi ankom til Grønnedal sent på natten, eller i de tidlige morgen timer om man vil, og blev kørt op i vores barak, hvor vi tog et par timer mere på øjet ;)
Blandede fotos fra hele turen januar og februar ligger : HER

mandag, november 15, 2004


Ca. 15/11 - 15/12-04
Efter en forrygende sommeroplevelse, var det meget glædeligt, men også overraskende, at blive blive kaldt op til en måneds vinterarbejde i sidste halvdel af november og et par uger ind i december.
Jeg havde endnu kun set Grønnedal i sommerperioden, og så frem til at opleve vinteren i dalen.
Oprejsen kom til at gå via flyvestation Ålborg, hvorfra turen gik med C-130 og helikopter.
Det viste sig, jeg skulle op og male et par boliger, der skulle stå klar til indflytning først i det nye år.
Samtidig var der lidt ekstra arbejde i børnehaven, der dengang lå i kælderen under skolen. Nogle varmerør skulle males i fire forskellige farver, og her fik de fire største af børnene lov til at bestemme hver en kulør :)
Særlig to af drengene syntes det var spændene at se mig male rør, og havde nærmest taget fast ophold på et par stole det meste af dagen, for at se på! Næste dag var nyhedens interesse væk, og ungerne færdedes rundt som de plejede..........

Det var også på denne tur, det blev aftalt at William (min søn) kunne komme med op allerede i Januar og februar 05. Det var nemlig betingelsen hjemmefra, for at jeg kunne påtage mig en arbejdstur mere.
En snak med noget af personalet i børnehaven fik vist, at det var muligt at ansøge om at medbringe gæster i det omfang der var plads på milflighten og i boligerne.
Som håndværker var det ellers helt utænkeligt (Eller måske rettere; det var ikke set før), at man medbragte børn som gæster.
Jeg var meget usikker på GLK´s og nok endnu mere mit firma´s holdning til idéen, men valgte at satse; man kunne vel højest få et NEJ!
Heldigvis blev ønsket meget positivt modtaget, og de nødvendige aftaler blev klaret.
Jeg glædede mig meget til at få denne fælles oplevelse med William :)

torsdag, september 02, 2004

Efteråret nærmede sig hastigt og det gjorde min hjemrejse også.
Det var tid at pakke sammen efter en meget oplevelsesrig sommer, med mange gode ture i fjeldet og et godt samvær med kollegerne.
Hjemrejsen blev med helikopter og ikke mindst C-130 til Flyvestation Ålborg. Det blev første gang jeg skulle prøve at flyve med den.
Familien stod klar til at hente mig ved hovedvagten i Ålborg, og det blev et meget glædeligt gensyn :)