mandag, maj 24, 2010

Endelig har vinden lagt sig lidt og regnen er udeblevet, og det meste af vores arbejdsdag har været solbeskinnet, men til eftermiddag blev det gråvejr.
Det udløste selvfølgelig en lille aftentur ud på laksepynten, egentlig for at fiske, men da sælerne var vældig aktive, gik tiden med at se dem trække frem og tilbage langs klipperne. Se med : HER.
Blomsterne er begyndt at vise sig rundt omkring, og enkelte har været fremme et stykke tid, og de lune sydvendte skråninger har været grønne en del tidligere, end ved samme tid sidste år.
Ude mellem ½12 husene har der altid været en meget stor variation af blomster, men det er min fornemmelse, at det er svundet noget ind i mængden, efter moskusokserne er begyndt at æde sig gennem lavlandet i forårsmånederne. Da jeg mødte på arbejde i Hus 108 til morgen, var en ung okse godt i gang med at skrælle en busk for nye blade. Den kan ses : HER

Jeg har nu været i Grønnedal i fire uger, og er således nået halvvejs gennem de planlagte otte uger.
Dagene er som altid strøget godt afsted, men desværre har kun én ud af fire weekend´er været med godt vejr, så de gode lange vandreture har været få. Det dårlige vejr har også påvirket fotograferingen, som heller ikke er blevet til så meget på denne tur.
Jeg håber på en god periode i den sidste halvdel af turen. Men hvis ikke.....Ja, så går det jo nok alligevel ;)

søndag, maj 23, 2010

Søndag med småregn........
Kedeligt vejr, men alligevel ikke værre end det var til at komme ud og blive luftet midt på dagen. Da skyerne lå lavt omkring fjeldtoppene, skulle turen lægges lidt nede, og jeg valgte at gå bag om Patruljehøjen og ind til de uvejsomme kløfter, hvor Løjtnantens Elv falder som flere små vandfald fra højderne gennem forrevne klipper. Retur langs elven og hjem ad Ivittuut-vejen.
Ellers blev der slappet godt og grundigt af; både på værelset og sammen med de andre i opholdsstuen foran tv´et.........
Dagens rute : HER
Fotos : HER

lørdag, maj 22, 2010

Det blæser fortsat godt, og sneharerne må holde godt fast i underlaget for ikke at blæse væk! Der ligger et klip : HER, hvor en snehare får en omgang med Vorherres store hårtørrer ude i ½12 ;)
Det grå og blæsende vejr indbød ikke til ture i højden, derfor blev det til en lille tur om i Laksebunden. Derinde er der flere gode klippefremspring, som kan fungere som gode udkigspunkter over vandet, hvor sælerne trækker rundt. Men trods det store klare overblik over fiskestimer og sæler, kom der ingen film i kassen, dertil drillede vinden for meget........

På vej hjem kom jeg forbi dette patronhylster, som lå i vejsiden nede ved broen.
Et synligt bevis på aflivningen af en moskusokse, der blev foretaget i går aftes af jagtbetjenten.
Den havde været lidt for nærgående i forhold til en af stationens folk.
Normalt kan vi sagtens passere dyrene, når bare man holder passende afstand, men en sjælden gang bliver de aggressive og forfølger folk. Der tages ingen chancer på sikkerheden, så derfor sættes der kontant ind..........

fredag, maj 21, 2010

Dagen har budt på møgvejr. Det som her kaldes "Sydost", altså kraftig blæst/storm, som regel ledsaget af regn.
Udsigten over fjorden har ændret sig en del gennem dagen, dog med de grå farvetoner som det dominerende indtryk, hvilket faktisk også er ret flot.
Vindretning fra sydøst betyder kraftig fralandsvind, og netop dette giver nogle forhold, hvor man kan se angmassat-stimerne meget tydeligt oppe fra hus 108, som nogle store mørke pletter der trækker frem og tilbage nede i vandet.
Mågerne svæver nærmest konstant over stimerne og laver et styrtdyk af og til, mens grønlandssælerne svømmer omkring og angriber stimen nedefra for at få deres andel af de små fisk.
På et tidspunkt, netop mens jeg var ved at male vindueslysninger, foregik jagten næsten helt inde ved bredden, og man så sælerne helt tydeligt dykke ind i stimen, selvom det foregik under vandet.
Desværre var "filmfotografen" optaget af "andet arbejde", for her var der ellers en usædvanlig god mulighed for at lave en fin og tydelig optagelse. Oftest foregår jagten lidt længere ude, som : HER; en situation taget tidligere på dagen.
Fotos fra den grå dag : HER

torsdag, maj 20, 2010

Som dagen er skredet frem, er vejret blevet mere og mere ringe med regn og blæst fra sydøst til aften.
Vandrestøvlerne holder fri på grund af det dårlige vejr, og der er i stedet blevet tid til at ringe hjem og få ordnet lidt forskellige småting.
Min arbejdsdag har foregået tre forskellige steder. Først grunding af noget nyt træværk nede i Søopmålingens store bådehal (Se et videoklip : HER), herefter gik turen op i Panbo Huset for at malet et par småting, og til sidst blev dagen rundet af i Hus 108, hvor jeg er blevet færdig i kælderen og nu er begyndt ovenpå.

Moskusokserne vandrer stadig rundt mellem husene, og man ved aldrig hvor de pludselig dukker op. Men tendensen er at de oftest forsvinder væk fra stationsområdet i dagtimerne, hvor der er mest aktivitet, og går rundt i buskadset lige omkring.
Men en enlig okse fandt ikke grund til at trække helt væk, og gik og guffede grønne skud, nær skrænten mod fjorden nedenfor Hus 108.
Fotos : HER og et videoklip af oksen : HER, hvor man kan se på pelsen, at vinden er ved at tage til........

onsdag, maj 19, 2010

Isklumpen jeg filmede i går var væk til morgen, men den næste var allerede på vej ind og lå midt i fjorden, da jeg mødte på arbejde i morges.
12 timer senere var den gået på grund på stenstranden mellem havnen og den gamle dump.
Efter en flot solrig uge, er vi på vej ind i mere ustadigt vejr med regn i sigte..........
Fotos : HER

tirsdag, maj 18, 2010

Dagen er strøget afsted og jeg brugte en del af den fine aften på en vandretur op over fjeldet bag stationen. Den lave aftensol fremkaldte dejlige varme farver og gjorde turen ekstra flot, sammen med de begyndene tågedannelser omkring fjeldene.
Men den blev kortere end forventet, for par isklumper har været på vej ind mod os siden de tidlige morgentimer. Den friske fjordvind har hjulpet dem i retning mod vores del af kysten, og mens jeg gik tur i højderne, drev det første stykke is ind (ca. på størrelse med en kassevogn...) og grundstødte på de lavvandede grusbanker udenfor Bryggerens Elv.

Det gælder om at være på pletten, når tingene sker, for inden man ser sig om, er isklumpen faldet fra hinanden og er blevet til små ubetydelige stykker. Jeg valgte at skynde mig ned fra højderne, og fik taget et par fotos og fik lavet et videoklip, der viser hvordan påvirkningen af vind og bølger, samt den stigende vandstand, fik det til at brække i stykker og vende sig, for pludselig at se helt anderledes ud. Prøv at se : HER
Dagens rute : HER
Fotos : HER

mandag, maj 17, 2010

En herlig weekend er slut og vi er kommet godt i gang med endnu en arbejdsuge.
Jeg tumler stadig rundt nede i kælderen på Hus 108, men er ved at være klar til at komme op i de lyse rum ovenpå.
Men heldigvis er der også vinduer i kælderen, så den fine udsigt har man stadig. Se blot : HER
Som altid, når vi skal klargøre en bolig til nyt personel, kommer vi rundt i hvert eneste hjørne og ind i den mørkeste afkrog.
Når møbler bliver rykket væk fra væggene og gamle tæpper bliver fjernet, dukker der af og til mange mærkelige ting op.
På kældergulvet under det gamle gulvtæppe lå denne enlige puslespilsbrik, som nok har været meget savnet i en periode og mon ikke der er blevet ledt efter den overalt, for at finde den i sin tid?
Men nu er den altså dukket op! Nu er spørgsmålet; hvor den er (eller måske rettere; var) savnet ;)

Solen stråler stadig fra en skyfri himmel. Dejligt :)
Jeg valgte at tage ud langs fjorden med fiskestangen, for at se om der efterhånden er noget at fange.
Det skulle vise sig at være en dårlig idé. Fjordvinden var frisk og råkold, og det viste sig hurtigt at jeg havde for lidt tøj på, og da der samtidig drev en del tang rundt i det urolige vand, opgav jeg hurtigt fiskeriet og tog hjem igen.
Jeg prøver bare en anden dag ;)
Cyklen fik lov at være fotomodel : HER

søndag, maj 16, 2010

Mens jeg farer til fjelds, når vejret er til det, bruger et par af mine kolleger tid på at passe køkkenhave i et afsides hjørne af stationen. Her ligger den lunt og godt bag en større bygning, hvor en lille bænk er anbragt op ad væggen.
Det lille stykke jord er blevet dyrket hvert år, med skiftende "havemænd" som drivkraft. En række mistbænke bliver brugt til småting som f.eks. purløg og radiser, mens det store felt fungerer som kartoffelmark.
Sidste år måtte de grave haven fri for snedriver med rendegraveren, for at komme tids nok i gang med at få gjort jorden klar, og for at give solen mulighed for at varmet den op. I år har den været lige til at gå til :)
Køkkenhaven er en god anledning til at komme lidt ud, og fungerer ligeså meget som hyggekrog :)

Søndagsvejret blev også rigtig flot, dog fik vi en koldere frisk fjordvind ind i løbet af dagen, der gjorde at jeg måtte have fibertrøjen på.....
Jeg strøg selvfølgelig afsted efter at have været til brunch i "Kosten" og fik igen en god turdag i flotte og varierede omgivelser :) Enkelte fotos : HER. Dagens rute : HER
Moskusokserne ser man ikke så meget til oppe i fjeldet. De søger ned i dalene, hvor der bliver først grønt og dermed frisk føde at spise. Men et stykke oppe mødte jeg en lille gruppe på fire voksne dyr og en kalv. Jeg lagde mig bag en klippe og havde en god placering til at filme og iagttage dyrene. Jeg lå længe i håbet om gruppen ville gøre noget aktivt, og særlig kalven ville jeg gerne have nogle gode klip af, men de foretog sig ikke noget særligt og havde vist mest lyst til at slappe af i varmen. Men et lille klip blev det til : HER

Inspektionsskibet "Vædderen" er ankommet til Grønnedal, og skal afløse "Triton", der nu skal gøre tjeneste ved Færøerne.
Den fylder hele ydersiden af molen, mens de små private joller og småbåde ligger indenfor. Stationen råder også over nogle småbåde, som kan benyttes af GLK´s personel, efter de har gennemgået et kursus i brug, sikkerhed og orientering om farvandet herude.
De bliver brugt flittigt i løbet af sommeren til ture mod isbræen og hytterne i området. Som sejler har man også adgang til andre steder, der ellers ikke kan nås over land. En af stationens folk, der selv har en båd, skriver blog om sine oplevelser : HER.

lørdag, maj 15, 2010

Lørdagsvejret har været helt fantastisk :)
Da min arbejdsdag sluttede 11.30 var det oplagt at komme en tur i fjeldet.
Det blev til en god rundtur i højden og et dejligt gensyn med flere af mine gode udsigtspunkter.
Jeg brugte en del tid på at videofilme, og fik lavet næsten 60 klip, der kan rodes lidt med, når jeg får tid og lyst. Jeg vil lave en lille film, så de gode fjeldture kan genopleves hjemme i sofaen senere hen. En dag er turene hertil jo fortid............
Jeg har klippet en lille video af turen sammen : HER
Dagens rute blev logget på I-gotU og kan ses : HER
Fotos fra turen : HER

fredag, maj 14, 2010

På arbejde har jeg forladt Hus 103 indtil videre.
Jeg er næsten færdig, men afventer tømrerens færdiggørelse af nogle nye gulve. Når de er lagt, kan jeg male fodpaneler færdig, samt eftergå nogle småting. Så er det også slut!
Næste opgave er endnu et ½12 hus. Denne gang nr 108, som også kræver hele turen. Også her er der ved at blive lagt nye gulve ovenpå; derfor er jeg begyndt nede i kælderen indtil videre.....

Lige inden jeg fik fri, bemærkede jeg et ganske lille stykke is, der kom drivende med bølgerne mod stenbredden.
Jeg skyndte mig hjem og fik noget andet tøj på, inden jeg gik ned på stranden. Det kom til at passe med at det var drevet helt ind, da jeg nåede frem. Jeg fiskede den op og fik skudt en stribe fotos til samlingen :)
Se fotoserien : HER
Da jeg var heroppe sidste sommer, var vi heldige med, at der kom flere isfjelde ind på skift og lagde sig ved vores del af fjorden, hvilket jo er guf for fritidsfotografen ;)
I år er de ikke nået helt ind, men enkelte har ligget og kørt frem og tilbage ude ved mundingen, ud for den gamle kryolitmine. Jeg håber, hver gang der dukker et op derude, at det bliver fanget af strøm og vind, og bliver sendt ind til os :)

"Knud Rasmussen" forlod Grønnedal i flot aftenvejr. Et klip : HER

torsdag, maj 13, 2010

Efter Grønnedal´sk målestok havde vi livlig skibstrafik til morgen.
Kl. 6 ankom "Anguteq Ittuk" fra Royal Arctic Line med gods til os, og der må have været en del med, for de stak først af igen omkring nitiden.
Jeg håber i hvert fald de er deodorant med, for det har jeg manglet siden jeg kom op for to uger siden. Ellers kommer jeg snart til at lugte som de vilde dyr, der omgiver os! ;)
Lidt senere ankom "Knud Rasmussen" som bliver til i morgen.
Sejladserne foregik i det smukkest tænkelige vejr, og med næsten blank fjord og det smukke Kugnait som baggrund, så det helt postkort-agtigt ud ;)
Se selv : HER og HER

Med det gode vejr er der også kommet gang i det udendørs arbejde.
På billedet ses en af vores folk, som er ved at sandblæse en flydeponton. Senere skal den males og herefter anbringes som en del af den flydende bådebro nede ved havnen.
En anden er begyndt på noget belægningsarbejde foran en af bygningerne på stationen. Udover de to, er vi to malere, men vores opgaver ligger indenfor i denne sæson.
Fotoserie af sandblæsningen : HER

Trods helligdagen kører vi normal arbejdstid, men det flotte vejr fik mig til at bruge de ekstra optjente timer fra i lørdags på at holde fri fra middag.
Det blev nogle dejlige timer ude, hvor jeg valgte den nemme tur ind langs Lakseelven for at se til elvens bagerste del. Helt som forventet er den tømt for ørreder; de er trukket ud i fjorden for at spise sig tykke og fede, inden det igen bliver tid til at komme retur, for at gyde sidst på sommeren.
Jeg gav mig god tid til at komme hjem og fik prøvefisket et par steder langs fjorden, men uden fangst, dog blev et par fisk set følge efter blinket.......
Et par rævehuler blev også tilset, da der snart dukker hvalpe op, men heller ikke her var der noget at komme efter.

onsdag, maj 12, 2010

For første gang i flere dage kunne vi stå op til en klar og solrig dag :)
Det er også blevet en ny vejrtype, der afløser de forrige dages, nærmest konstante, regn og blæst fra sydøst. Nu vil dagen typisk starte koldt og vindstille, og senere vil der komme en frisk vind ind fra fjorden, der varer ved til først på aftenen. DMI mener det vil holde weekenden over. Jeg håber ;)
Ude på fjorden har en større antal grønlandssæler turneret frem og tilbage, med en lille flok måger hængende over sig, hver gang de kom op til overfladen. De både ses og høres tydeligt, også selvom de er lidt længere væk fra land. Et kort klip : HER
Det gode vejr betød selvfølgelig også aftentur. Ligesom i går gik den lidt op i højden; denne gang inde i den indre del af Grønnedalen, hvor der trods den seneste tids regn og varme, stadig kan findes lidt is og sne :)
Blandede fotos : HER

tirsdag, maj 11, 2010

I løbet af dagen løb skyerne omsider tør for vand, og efter en langsom opklaring, brød solen for alvor frem ved 20 tiden. Endelig! Det føles som evigheder siden vi sidst har set den, men nu kan vi nok se frem til en solrig dag i morgen :)
Umiddelbart efter arbejde strøg jeg en tur op på "Bratten", med opstigning via Laksebunden. En fin aftentur der smager lidt af fjeldtur, da toppen ligger i 300 meters højde og giver en fin udsigt over fjorden og stationen.
Det er også på høje tid at mine benmuskler kommer i gang. De to uger jeg har været her, er det ikke blevet til meget motion, hvilket også kunne mærkes på dagens tur, hvor benene føltes noget tunge, men det ændrer sig heldigvis hurtigt.
Tidligt om morgenen, inden jeg skal møde på arbejde, hopper der ofte et par sneharer rundt ude foran vinduerne på mit lukaf. Mens jeg selv børstede tænder, filmede jeg et par stykker, der var ved at nette sig lidt, inden deres dag også skulle til at begynde :) Se dem : HER

mandag, maj 10, 2010

Der skal nok være nogen, der undrer sig over jeg både kan fotografere og passe arbejdet på samme tid ;)
Men det er nu ganske enkelt. Både kamera og videooptager ligger altid klar til skud i vinduet, og med udsyn i alle retninger kan man næsten ikke undgå at bemærke, hvis der sker noget. Samtidig er den store natur og dyrelivet lige udenfor, så der kan reageres hurtigt, hvis noget skal "fanges".
Igen i dag er det en moskusokse, der blev filmstjerne (HER). Mens vi andre kunne søge dækning inde for dagens stride blæst og regn, gik den fredeligt rundt mellem husene og gnaskede lidt i botanikken.
Men ude på fjorden er der også begyndt at ske noget. Angmassatterne er begyndt at trække ind i fjorden for at gyde på det lave vand. De store stimer ses som mørke skygger i vandet og kommer de for nær vandoverfladen bliver de hurtigt spottet af mågerne, der straks angriber med et hurtigt dyk ned i stimen. Se : HER
Med de små fisk kommer også store flokke af grønlandssæler, der også tager sin andel af den lille fisk. Den første lille gruppe så vi i går, da vi kørte ud til museet, og i dag fik jeg dem også set et stykke ude. Også pukkelhvalen er der chance for at se nu :)
Nu skal vi bare have noget godt (foto/tur)vejr!

søndag, maj 09, 2010

Desværre lever DMI´s vejrudsigter helt op til hvad de lover!
Dagen har givet os masser af regn, og når alt er vådt og gråt gider jeg ikke trave ud i fjeldet.
I stedet opstod en mulighed for at tage med en ny kollega og et par teknikere, der ikke har været her før, ud på en rundvisning i "Ivittuut Mine- og Mineralmuseum", som ligger i en af de gamle bygninger i den nu nedlagte mineby ca. seks kilometer fra Grønnedal.
Jeg har fået turen et par gange før, men det kedelige vejr gjorde det til en oplagt tur på en ellers begivenhedsløs dag.
John "Arsuk" er rundviser på museet, og er kendt og afholdt af de fleste. Som altid lykkedes det ham at holde os hen i nær tre timer! Men det er også et interessant sted at besøge, netop fordi det ligger i de rigtige omgivelser. Er vejret til, det skal besøget selvfølgelig følges op med en rundtur mellem de gamle bygninger om selve bruddet. Se det hele fra oven : HER, og zoom evt. ud for at se beliggenhed i forhold til Grønnedal.
Tak for turen, John :) ......Igen!
Dagens vejr set fra mit vindue : HER ;)

Billedet ovenfor er taget i dag, og det nedenunder for præcis et år siden!!!!
Jeg synes lige i skulle se hvor stor forskel der er på snemængden.
Ved samme tid sidste år var det også betydeligt koldere. Jeg var i gang med at male udvendig på Panbo Huset, og jeg måtte have flere lag tøj på for at holde varmen; selvfølgelig var det koldest om morgenen, men også op på dagen, når fjordvinden kom ind, fik jeg resterne af vinteren at føle ;)
Men masser af sol var der, og det er jo altid skønt :) Når det var muligt, tilpassede jeg arbejdet sådan at jeg kunne opholde mig mest muligt i solen og dermed få lidt varme.......

lørdag, maj 08, 2010

Jeg har nu været i Grønnedal i næsten to uger, og endnu er der ikke kommet de store bidrag ind på oplevelseskontoen ;) Her er det selvfølgelig ture i fjeldet jeg tænker på, men årsagen har været det ret dårlige vejr, der ligger over os for tiden.
Forholdene er ellers allerede ideelle til vandreture (.....Næsten ;). Den snefattige vinter, regnen og de omkring ti graders varme, har ryddet en hel del af sneen væk; også længere op i højderne, og nu går jeg bare rundt og venter på turvejr.
Fjeldsiderne bag stationen er så småt begyndt at blive grønne og vandet i fjorden har fået den særlige blågrønne farve, på grund af smeltevandet inde fra isbræen i bunden af fjorden. Sommeren nærmer sig hastigt i år!
Forrige weekend blev skyllet væk, og denne ser heller ikke for god ud. Derfor valgte jeg at arbejde nogle ekstra timer ind i dag, for at kunne holde fri på et andet tidspunkt, hvor vejret er bedre.
Til aften lagde vinden sig, og jeg gik en aftentur på stationen og fik set lidt til okserne, hvor en gruppe på fire dyr havde taget ophold på skråningen ved Officersmessen.
Fotos : HER. Moskusokser vandrede rundt ved legepladsen igen i dag : HER

fredag, maj 07, 2010

Vi har ustabilt vejr for tiden.
De forrige dage med regn og det seneste døgn har vi næsten været oppe på 20 plusgrader! På aftenturen i går gik jeg i t-shirt, uden på noget tidspunkt at fryse.
I dag har det holdt tørvejr, men lidt over middagstid, begyndte det at blæse kraftigt op fra sydøst. En hundelufter, som ellers altid benytter turen til en rygepause ude, måtte opgive rygningen, og skyndte sig ind igen ;)
"Triton" har ligget inde hos os siden onsdag, men lige før det begyndte at blæse op tog den afsted. Se den på vej ud af fjorden : HER

I de tidlige morgentimer, havde fire moskusokser gået rundt mellem ½12 husene, og endte til sidst ved legepladsen. Her kan de godt finde på at opholde sig i længere tid, men i dag blev de desværre forstyrret af en ATV kører og hans løse hund......
Se dem : HER

torsdag, maj 06, 2010

Arbejdsdagene går sin gang.
En af de ting jeg nyder ved at arbejde i Grønnedal, er naturligvis de meget flotte omgivelser, der ligger lige udenfor vinduerne, men en særlig luksus kan man også opleve ude mellem ½12 husene.
Det er nemlig absolut stilhed..........Eller rettere sagt, så er det kun naturens egne lyde der høres i lange perioder; særlig i arbejdstiden, hvor de fleste beboere er inde og arbejde på stationen.
Jeg holder ofte radiopauser i løbet af dagen. I dag blev vinduerne lukket op, og rummene blev fyldt af lyden af rislende vand fra det lille vandløb lige nedenfor huset jeg arbejder i :)
Men ellers skifter lydene afhængig af årstid, vind og vejr osv.

Dagen har været tør, men stadig mest overskyet. Det er som om solen ikke får lov at komme til for tiden.
Jeg tog på en kvik aftentur og fik øvet lidt med videokameraet, og må erkende det virker noget nemmere at fotografere, men jeg har stadig en tro på, at videoklip kan blive et godt bidrag til bloggen med tiden.
Klip fra turen : HER

onsdag, maj 05, 2010

Jeg kom på en haste opgave i dag.
Arbejdet i Hus 103 blev sat på pause, da et kontor var blevet tømt i administrationsbygningen og skulle gøres klar til en anden medarbejder.
Bygningens kontorer ligger med fin udsigt over fjorden og havnen, og som en ekstra bonus, kunne jeg følge med, da inspektionsskibet "Triton" og politikutteren "Sisak" kom til Grønnedal på skift i løbet af dagen.
"Sisak" ankommer : HER og "Triton" : HER
Dagen blev rundet af med en god aftentur, hvor det næsten lykkedes mig at undgå at blive ramt af en af dagens mange regnbyger.

tirsdag, maj 04, 2010

Jeg og en kollega tog på en lille fotosafari på vej hjem fra arbejde. En lille gruppe moskusokser gik ved vejen ind mod Grønnedalen, og poserede velvilligt for os :)
Også i dag har det regnet en del, og vandløbene omkring os vokser stadig. Det er selvfølgelig lidt trist at se ud på det farveløse landskab, men så er det jo en trøst at netop regnen og plusgraderne er meget effektive til at fjerne sneen fra fjeldet. Det øger mulighederne for gode traveture i højden allerede tidligt på sommeren i år :)
I forhold til arbejde har vejret ingen betydning for mig, da mine opgaver er indendørs på denne tur.

mandag, maj 03, 2010

Weekendens regn har vækket det lille vandløb til live, der løber mellem hus 103, hvor jeg arbejder for tiden, og stationens legeplads.
Det er et meget populært sted at lege for ungerne, og når vejret er til det, og hvis ikke lige moskusokserne har taget ophold på stedet, kommer børnehaven og sfo´en ned og bruger et par timer i løbet af dagen.
En anden populær ting blandt børnene, er når rendegraveren er i arbejde mellem ½12 husene. De seneste dage har en af vores folk gravet omkring et af husene, og især drengene kan sidde i lang tid og følge med i arbejdet. De bliver så imponerede af maskineriet at føreren nærmest opnår heltestatus :)

søndag, maj 02, 2010

Her i foråret driver der store mængder is (Storisen) fra østkysten med den Østgrønlandske Havstrøm ned om Kap Farvel, og op langs den sydligste del af Vestgrønland. Det tætte isbælte går i opløsning lige lidt syd for vores område, og isflager/fjelde bliver spredt længere ud på det åbne hav og nogle fortsætter videre op langs kysten og ind i fjordene. Et enkelt har fundet vej ind til os, og ses nedenfor og HER.
Allerede fra flyet i mandags, så vi Storisen ligge som et bredt bælte langs østkysten, og senere på sejlturen mod Grønnedal fik vi en lille smagsprøve på den indenskærs sejlrute, hvor der var perioder med en del is. Af og til kunne man se ud mod de åbne vand, hvor der lå store mængder is. Ud over havstrømmene, er vindretningen også meget bestemmene for hvordan forholdene bliver. Kommer vinden fra vestlige retninger, vil den skubbe isen langt ind i fjordene og til tider sætte sejladsen helt i stå, men da vi havde kraftig vind fra sydøst på rejsedagen, kom vi ret nemt gennem til Grønnedal.
Til hjælp for skibstrafikken gives der dagligt ismeldinger fra Iscentralen i Narsarsuaq, baseret på skibsfartens egne iagttagelser, DMI´s satellitfotos, men også fra centralens helikopter, der hurtigt kan få et overblik over situationen. På længere ture skal den ned og have et tankstop, bl.a. i Grønnedal, hvor den kom forbi i dag. Om det dårlige vejr tvinger den til et længere ophold er endnu uvist........

lørdag, maj 01, 2010

Inspektionsskibet "Triton" på vej ind til Grønnedal på et tidspunkt, hvor der stadig var nogenlunde god sigt. Den kom en tur ind i nogle timer for at bunke olie, og byttede plads med "Knud Rasmussen", som også har været inde og vende om formiddagen.
En lille grå fotoserie af skibene ligger : HER
Som ventet har vi fået et regnvejr ind over os, og i løbet af dagen er det bare blevet mere og mere diset og sigten over fjorden er væk, mens fjeldene er delvis gemt væk i regndisen.
Lørdag har vi kort arbejdsdag, med fri kl. 11.30. Normalt er jeg hurtigt ude på fjeldet, men det kedelige vejr, har ændret dagen til ophold inde, med vekslen mellem hygge i opholdsstuen med kollegerne og huleboerliv i mit eget lille lukaf :)