lørdag, juni 18, 2011

Tovtrækkeriet omkring den fremtidige placering af Arktisk Kommando (Det nye navn efter sammenlægningen af Grønlands og Færøernes Kommando'er), foregår både offentligt via forskellige medier, men sikkert også gennem diverse forbindelser mellem politikere, erhvervsfolk og forsvaret.
Særlig Nuuk og Narsarsuaq har vist interesse for at blive hjemsted for kommandoen, og byder jævnligt ind med forskellige argumenter for, hvorfor netop deres by skal foretrækkes fremfor de andre.
Der er lagt op til at der træffes en endelig beslutning senere i år, og derfor har man travlt med at blive hørt. Det ses bl.a. på de hyppige indlæg i den grønlandske avis; Sermitsiaq, og på KNR, deres nationale radio og tv station.
Grønlands sydligste kommune, Kujalleq, har ligefrem udgivet et flot hæfte der fremhæver de mange fordele, der vil være ved placeringen i Narsarsuaq Lufthavn. Det kan også læses på nettet : HER.
Med den viden (Eller manglene?.... ;) jeg har, ser jeg også Narsarsuaq som den mest oplagte placering af de to steder af mange grunde. Et af de tunge argumenter er at lufthavnen jo allerede bruges som forbindelsessted for tjenesterejsende mellem Danmark og Grønland, og det vil i fremtiden ikke blive nødvendigt med den dyre og tidskrævende videre transport med helikopter og skib.