
Siden mit første ophold tilbage i '04, har jeg også oplevet det et par gange, og nu er der kog i gryden igen ;)
Det blev ved forsvarsforliget 2010-14 besluttet at Færøernes- og Grønlands Kommando skulle sammenlægges til en ny enhed; Arktisk Kommando. I den forbindelse kom der for alvor fokus på stationens fremtid, hvis omkostningsniveau er tårnhøjt.
I den efterfølgende tid har der været en del debat omkring fremtidig placering, og forskellige grønlandske politikere har været meget aktive i deres arbejde på at få kommandoen, og dermed arbejdspladser til netop deres by.
I de her dage er forsvarsminister Gitte Lillelund Bech i Grønland for at få sit eget indtryk af mulighederne, og ifølge avisen Sermitsiaq, vil man nå frem til en beslutning i løbet sommeren. Hun vil få en rapport der belyser fordele og ulemper ved valget mellem de tre mulige placeringer, som tilsyneladende falder mellem Nuuk, Narsarsuaq og...... Grønnedal!
Det har før virket som om en lukning har været nært forestående uden mere er sket, men det er som om der er mere substans i rygterne nu. Måske fordi der er kommet navne på mulige placeringer i spil, og samtidig er der også ved at danne sig et billede af nye og udvidede opgaver i Arktis, bl.a. i takt med den øgede krydstogtssejlads, olie eftersøgning og mulig besejling længere mod nord. Forhold, som måske ligefrem kan være med til at fremskynde en afgørelse.....?
