Her blev det oplagt at følge grusvejen ud til Ivigtut Mineby, for her lå der et lille isbjerg helt inde ved de stejle klipper ved S-Svinget, hvilket gjorde det muligt at komme helt tæt på.
Som regel er is altid et godt foto/videomotiv, men denne gang spændte vejret ben for projektet. Formiddagen bød på kølig luft, en del regnbyger og drivende skyer, så det blev kun til et par skud når solen slap igennem, og videoklippene blev håbløst dårligt belyst og samtidig plaget af meget vindstøj. Men da jeg alligevel har lavet optagelser, af dets vej rundt om pynten, har jeg gemt lidt klip : HER.
I det hele taget har det været et lidt underligt vejr, som virkede atypisk for Grønland med uldne skyer, som man ellers oftere ser hjemme i Danmark. Samtidig har det regnet hele natten og luften har været kold, for højere oppe på fjeldene ligger der nu et tyndt lag nysne, men det lever jo ikke længe på denne årstid.
Jeg gik en tur langs Bryggerens Elv, på den strækning der går mellem broen i starten af Grønnedalen og ned til den som forbinder stationen og ½12 området.
Et fint varieret stræk der byder på stille stryg, små rivende strømme og miniature vandfald. Jeg brugte lidt tid på at samle lidt videoklip sammen, som nu ligger : HER.
Det er en god lille tur, som kan fortsættes helt op til Langesø, hvorfra elven udspringer. Oppe i den ende møder man noget kraftigere vandfald undervejs og der kan vandres i dybe kløfter.
Flot tur som kan anbefales!