Efter at have været en tur i skoven og se til snogene, der nu er kommet frem fra deres vinterhi, gik turen hjem på altanen, for at nyde de varme solstråler med et krus kaffe, i behagelig læ for den stride vind.
Som læsning, tog jeg fat i "Det Ukendte Grønland". En fin lille bog af Hans Pedersen, der er udgivet af Grønlands Hjemmestyre.
Den kommer fint omkring den store natur og dyrelivet deroppe, og er tænkt som inspiration til oplevelser i naturen, og skal gøre opmærksom på hvor kompleks en verden vi mennesker er en del af.
Jeg faldt lidt i staver over kapitlet om de første menneskers indvandring i Grønland. Det må være helt fantastisk at bevæge sig frem i en uspoleret verden som de første; hele tiden drevet af nysgerrigheden om hvad der mon gemmer sig bag det næste fjeld, og håbet om endnu bedre fangst i nye områder............
Jeg får en lille smag af den fornemmelse, når jeg færdes på mine fjeldture omkring Grønnedal. Så snart stationen er ude af syne, ligger landskabet foran en, stort set som det så ud, da de første mennesker (Saqqaq kulturen) kom forbi for 3-4000 år siden.
Jeg glæder mig til oprejsen d. 26/4, og ser frem til nogle gode natur oplevelser :)