En stor 90 liters rejsetaske og en lille kuffert til håndbagage er kommet frem på stuegulvet, og de første ting er allerede pakket ned.
De skal nok blive fyldt op, for da jeg forlod Grønland i efteråret, havde jeg sendt næsten alle mine ting hjem med skib.
Det virker måske lidt tåbeligt, når jeg hele tiden vender tilbage. Men man ved jo aldrig om det bliver det sidste ophold, og desuden er det meget godt at få ryddet op i de mange ejendele, der gennem tiden bliver samlet sammen i det lille lukaf.
Status for rejsedagen er for mit vedkommende blevet ændret lidt.
I stedet for helikopterflyvning mellem Narsarsuaq og Grønnedal, er jeg sat til at sejle med inspektionsfartøjet "Knud Rasmussen"(Se data om skibet : HER).
For nøjagtig et år siden tog jeg også turen med skib. Dengang var det "Ejnar Mikkelsen" der lagde skrog til sejladsen, der skulle vise sig at blive ganske vinterlig, med en tur gennem fast fjordis i de første timer. Et lille videoklip ses : HER
Bliver vejret godt, er der lagt op til en rigtig turisttur med udsigt til fjelde og isbjerge :)
I det hele taget var det et markant klimaskifte, at komme fra det milde danske forår, med lysegrønne bøge, til et frossent og snedækket Grønland.