Da vinden først lagde sig, fulgte der også en opklaring med og frem til solnedgang blev der skyfrit.
Den lave solhøjde og de mange varme farver i fjeldet, giver det hele et lunt skær. Et forhold der bestemt ikke svarer til virkeligheden, hvor det faktisk er begyndt at blive mærkbart koldere.
Men nu er der virkelig kommet spil i landskabet.
Kulørerne spænder fra frisk grøn over til vissen brun. Der imellem ligger der en endeløs palet af farver i de smukkeste gule og rødlige nuancer. Samtidig får fjeldtoppene en flot hvid krone af sne, når der er dårligt vejr.
Dette omskiftelige farvespil vil fortsætte et lille stykke tid endnu, indtil alt planteliv er visnet hen og efterlader landskabet livløst og brunt, inden den første sne for alvor lægger sig for vinteren; også her nede ved os.
Mens farvespillet kører, er det bare med at komme ud og nyde det, samt fastholde stemningen med nogle gode fotos til bloggen, og dermed eftertiden :)
Jeg tog på en aftentur på og omkring Patruljehøjen; et lille 120 meter højt "forbjerg" til de store fjelde bag ved Rypefjeldet nær stationen.