onsdag, august 05, 2009

Med familien sendt tilbage til Skanderborg og festivaltumult, er min hverdag ved at falde tilbage i sine vante rytmer.
Efter at have haft et par dage med småfeber, er jeg ved at være normalt kørende igen. Behandlingen har været den arbejdsgiver venlige model: Arbejde og frisk luft! De to ting hører jo heldigvis sammen denne sommer :) Samtidig er jeg blevet hjemme om aftenen og har fundet køjen tidligere end normalt. Jeg regner med maskinen kører på normal kraft i morgen!
Det er nu ellers ikke fordi det har haft nogen særlig effekt på arbejdsindsatsen; hus 140 blev færdig til fyraften, hvor stiger og andre småting blev flyttet over til naboen.

Indtil nu har sommeren været perfekt til både arbejde og fritid: Tør og solrig :)
Det ses på fjeldsiderne, der er mere gullige end grønne, og ved at mange små søer oppe i fjeldet er tørlagte.
Vandløbene er kommet på seriøs slankekur, og nogle er blevet reduceret til små piplende kilder.
Flere steder kan elvene krydses uden at skulle vades; nu kan der springes tørskoet fra sten til sten.
Bryggerens Elv er ingen undtagelse; den fulgte jeg til aften fra stationen og et stykke ind i Grønnedalen. Her, mellem sten og klippestykker, giver storblomstret gederams (Øverst) og sol-stenbræk (Nederst) sammen med flere andre blomster der har sin blomstringsperiode i juli-august, landskabet og vandringen ekstra kulør.
DMI har gennem de seneste dage antydet, at der er vejrskifte på vej med blæst og regn fra sydøst, men ved seneste opdatering er både vind og regnmængder nedtonet en del.
Vi kan blot vente og se..........