Grejerne blev pakket og jeg kom ud til mundingen af elven. På turen derud kunne jeg tydeligt se, vi er ved at gå ind i sensommeren. Spurvefuglene er efter sommerens familieforøgelse, ved at finde sammen i små flokke igen, for at gøre klar til at forlade Grønland for i år.
Ude ved Lakseelven myldrede det med okser i dag. Allerede ved hytten var der tre småflokke omkring mig, og da jeg kom ind ved det første stykke af elven mødte jeg endnu en gruppe. Også længere inde i dalen gik flere omkring.
Normalt er de ret rolige midt på dagen, hvor mange ligger og holder siesta i den varme sol og helst ikke vil løbe for meget rundt. Men gråvejret holdt temperaturen nede, og det virkede nærmest som om de løb rundt derinde :)
Med den manglende ro omkring elven ( og mig ;), valgte jeg at gå over til dagens plan B i stedet, som var en tur op på Bratten til indvielsen af den nye hytte. Her gik jeg op via kløften bag Laksebundshytten.
Der var blevet bragt kage, kaffe, øl og vand op med ATV til de flittige, som havde taget turen de 300 meter op denne søndag.
For at gøre turen lidt sjovere for de mindste, havde man indlagt en bogstavjagt på ruten op til hytten. Her fik de indsamlet bogstaverne til hyttens nye navn: "Udsigtposten - Nasiffik".
En fin velindrettet hytte med køjeseng, spisebord og et lille køkkenskabs arrangement med microovn og elkeddel! Jo, som en dejlig ekstra luksus er her strøm, trukket fra en nærliggende senderhytte. Dermed er her også elektrisk lys og elvarme! En sjælden luksus i en fjeldhytte :)