Vi vågnede op til en fugtig dag.
Langs med bygningen overfor gik en enlig regnvåd moskusokse uforstyrret rundt og fandt sin morgenmad i det visne græs.
Da okserne er et jævnligt tilbagevendene emne her på bloggen, har jeg indsat fakta om dyret; lånt fra Naturinstittutets hjemmeside :

Ovibos moschatus

Moskusoksen er en drøvtygger, der minder både om får og okser. Snuden er håret som fårenes. Hornene er trinde og glatte som oksehorn, som er ru og meget stærkt opsvulmede. Hos gamle hanner er de sammenvoksede ved grunden og dækker hele panden. En moskusokse opnår en skulderhøjde på ca. 1,2 m.

Kroppen er dækket af en pels med lange overhår, og en isolerende ulden underhår. Kun omkring snuden og øjnene og nederse på benene er pelsen kort. På undersiden af klovene sikrer en tæt hårbeklædning isoring og godt fodfæste på is og sne. Hale og ører er korte og skjult mellem hårene.

Moskusokser færdes i småflokke anført af en gammel tyr og hunnen føder en kalv i maj-juni.

Føden består af unge pileskud, græs, urter, mos og lav.

En moskusokse kan blive ca. 15-18 år i naturen, men kan blive mindst 10 år ældre i fangenskab.

Moskusoksen forekommer naturligt i hele Nordøst- og Nordgrønland.
I Vestgrønland og ved Ivitttut er der introducerede bestande.

Et andet forårstegn er falkeskrigende fra "Bratten" bag stationen, som jeg bemærkede for første gang i søndags.
Hvert sommer har de redeplads på den stejle klippevæg, hvor de i perioden høres over hele området, da skrigende kastes tilbage fra klipperne.
Der forekommer to forskellige falke i Grønland; den ene er jagtfalken, men vi har den lidt mindre vandrefalk boende deroppe på fjeldsiderne. Jeg ser dem ofte ved masterne i senderparken, eller oppe på toppen af fjeldet; også her er der et par master, som de gerne sidder på.
Jeg vil prøve at fange dem med kameraet, når jeg kommer i højden fremover ;)