Det var oprindelig meningen at vi skulle afsted med helo og videre med flyet til Ålborg på mandag. Det er nu ændret til sejlads med inspektionsskibet "Knud Rasmussen" med afgang herfra på søndag kl. 12.00 og vi vil ankomme i Narsarsuaq ca. ti timer senere. Her overnatter vi på lufthavnshotellet og flyver hjemover mandag, med forventet landing i Ålborg omkring 21.30.
Vi plejer for det meste at sejle om natten, men for en gang skyld bliver der altså 4-5 timer med dagslys; hermed er der chance for en rigtig turisttur med flot sejlads langs kysten.
Men som altid; vejret bestemmer :)
Apropos sejlads; så er det jo i dag, 50 år siden, det dengang helt nye grønlandsskib "Hans Hedtoft" sank ved Kap Farvel. Det har været markeret flere steder på kysten her i Grønland og på Nordatlantens Brygge i København.
Læs mere om dagen : HER
En af de tilbagevendene udfordringer er, når helikopterne kommer forbi. I dag var jeg på arbejde med fin udsigt til heliporten, og for 117. gang ville jeg forsøge at fange både helikopter og fjeld på den "rigtige" måde, så billedet bliver godt; med gode linier, rigtig lys, balance og farver...Heller ikke i dag lykkedes det rigtigt;)
Opgaven må genoptages, når jeg vender tilbage til foråret!
Det er aldrig til at vide hvordan de ankommer eller forlader heliporten, derfor er det heller ikke muligt at vælge en placering på forhånd og da slet ikke i arbejdstiden.
Jeg er trods alt ansat som maler og ikke fotograf; desværre fristes jeg næsten til at sige ;)
De nye forsyninger af sne, har "malet" landskabet ekstra hvidt igen. Det er ikke fordi det er blevet til de mange centimeter, men alligevel nok til at friske det hele op igen :)