onsdag, oktober 01, 2008

Efteråret betyder at solhøjden er faldet betydeligt.
Det mærkes særligt i Halvtolv og kommunehusene, som nu ligger i skyggen af Rypefjeldet til langt oppe ad formiddagen.
Derimod ligger stationsområdet mere fri af de sydvendte fjelde, og får gennem året derfor en del flere solskinstimer.
I højsommeren ændres fordelingen lidt pga. Bratten bagved Stationen, der her skygger for den sene aftensol.

Et andet sikkert efterårstegn, er når Søopmålingens to SKA-både vender hjem til Grønnedal efter sommerens togt langs Grønlands kyster. Her foregår der løbende opmåling af forskellige udvalgte kystområder og fjorde, for at opdatere søkort og sikre skibstrafikken.
De ankom lige over middag, og den næste uges tid vil en del af besætningerne arbejde med klargøring til ophalingen og sørge for at bådene komme ind til sikker vinteropbevaring i den store hal nede ved vandet.