Hele formiddagen er gået med småsysler og huslige pligter, såsom støvsugning af de ca. fire kvadratmeter fri gulvareal jeg har, samt afstøvning. Alt afbrudt af små kaffepauser ude i den fælles opholdsstue.
Men til middag trængte jeg nu alligevel til lidt frisk luft. Regntøjet og vandrestøvlerne blev monteret på mine lange lemmer og turen gik mod Laksebunden i regn og blæst.
Turen er relativt let gået og gøres på under en time, da man kan følge en trampesti ud til hytten og samtidig er der ikke de store stigninger undervejs og man holder sig fri af de lavthængende skyer.
Det blev en god tur, og meget heldigt blev jeg kort tid efter afgang ramt af en lille opklaring, og fik først regn igen umiddlebart inden jeg var tilbage på stationen.
Jeg forlod hurtigt stien og gik langs vandet. Her kom jeg forbi isbjerget, der heldigvis stadig sidder fast i bunden og pynter på landskabet :) Fotos : HER
Inde i laksebunden ligger hytten, som nok er den mest benyttede til dag- og weekendture her omkring.