
Der var lagt op til en dejlig dag allerede fra morgenen, så naturligvis skulle der trampes noget sne, når det blev lyst.
Men inden jeg nåede så langt blev der morgenhygget ved køkkenbordet, for selv på en søndag er folk tidligt på færde. Vi nyder den ene dag på ugen, hvor uret ikke bestemmer farten. Og dagen igennem er der altid nogen der sidder klar til en hyggesnak, mens andre går ind på sit lukaf for at få en lille en på øjet :)

Først blev det til en hurtig tur op til broen i Grønnedalen for at se om jeg havde vokset skiene rigtigt og om tøjet var tilpas varmt.
Herefter gik turen den anden vej, ud i Laksebunden og jeg blev især hængende omkring Laksepynten, hvor der kunne "solbades" i et par timer, for her er man mere fri af de skyggefulde fjeldsider, end inde på stationen og i Grønnedalen.
Jeg havde dog glemt at den dejlige sol gav det lille problem, at temperaturen på sneen blev højere end det skiene var vokset til. Og dermed kom jeg flere gange til at ligne Bambi på glatis, for skiene fik ikke ordentligt greb i sneen :) Men det var da til at leve med.
Nede på Laksepynten blev skiene koblet af og jeg kunne gå en tur langs vandet, blandt isklumper og store sten. Det var også her jeg fik forstyrret en af fjordens store havørne, som lettede og tog nogle runder over mit hovede inde den forsvandt længere ind imod isbræen.
