
Vi hos Danstruct bruger hallen til kortvarig opbevaring af forskellige større ting og byggematerialer, der ankommer med skib, og altså også to paller med malematerialer, som jeg skulle ned og hente noget af i dag. Om sommeren når alle både er ude, kan vi stå i hallen og male beklædningsbrædder, der kræver både plads og tørvejr.
Torsdag aften kan der købes burgere i mandskabsklubben "Nanok". Et tilbud, jeg benyttede mig af for en gangs skyld. Jeg undgår ellers at spise alt for meget på denne årstid, hvor de fysiske udfoldelser mest kun foregår på arbejdet. Om sommeren derimod, behøver jeg ikke være så forsigtig, for der går jeg tit ud og traver i fjeldet om aftenen. Der skal kalorierne nok blive brændt af :-)
Det er også i dag min dejlige dreng, William, bliver 12 år! Jeg nåede heldigvis at fange ham i min middagspause på Skype og få sagt tillykke :-) Han var godt i gang med at installere sit nye pc- spil, "World of Warcraft". Håber det kommer til at køre som det skal, W!