fredag, januar 12, 2007

En af de ting jeg holder meget af her i Grønnedal, er den fantastiske udsigt der er, uanset hvor man opholder sig på stationen.
Umiddelbart søger blikket altid ud over fjorden og mod Kugnait. Fjeldet der med sin højde på godt 1500 m., rejser sig som et "rigtigt" bjerg, i forhold til de omkring stående fjelde der måske højest er det halve. Vi alle her i dalen, har vel nok fotograferet det mindst tusind gange :-)
Men også fjeldene der omgiver stationen gør sig godt, sammen med åbningen mod Grønnedalen og dens flotte fjeldvægge.
Siden jeg ankom for en uge siden, har det bare været flot vejr hver eneste dag, og sollyset på fjeldene og fjorden giver mig fornemmelsen af at kigge ud på et kæmpe postkort!
På billedet ses det fjeld, der i daglig tale hedder "Bratten". Det var på toppen af dette, at jeg i september var oppe og male en lille hytte. Se evt. billedet på bloggen d. 7/1.