onsdag, januar 31, 2007

Det ny medborgerhus kommer i det daglige til at fungere som børnepasningsordning. Her ses jeg i det kommende toilet og puslerum, med en dejlig frisk kulør "Blue Heaven" på bagvæggen. Der bliver sat farve på fem forskellige vægge i forskellige rum, hvilket jeg synes er dejligt som modvægt til alt det råhvide.
Det er desværre blevet meget farveløst at være maler i dag. Faktisk har det i flere år været hvid og råhvid, som har været den foretrukne "kulør" i byggeriet. Det er selvfølgelig dejlig nemt at arbejde med da beskæringer mellem loft/væg og træværk er nærmest usynlige! og man kan gå med de samme ruller og pensler hele vejen gennem opgaven. Men det bliver sgu da lidt trist i længden.
Derfor er det en fornøjelse at få lov til at lægge kulør på herude. Farver er med til at give rummene karakter.
Arbejdet er nu nået så langt at min hjemrejse har kunne fastsættes til 6 marts. Godt, fordi jeg skal se min dejlige kone og skønne unger igen. Skidt, fordi jeg nyder livet i dalen og turene ud i det dejlige landskab!
Jeg kan ikke lade være med at misunde, de som bor her i et par år som familie. Det ville være dejligt at kunne falde til ro her for en tid, uden hele tiden at skulle forholde sig til arbejde i danmark og afsavn af familie. Men det er jo vilkårene for rejsende håndværkere.

tirsdag, januar 30, 2007

Min arbejdsdag har handlet om klargøring af nyt træværk til det ny medborgerhus og den nyrenoverede lejlighed i bygn. 126. Alt træværk bliver grundet og malet en gang, inden det opsættes. Her er jeg i gang med grunding af dørkarme nede på tømrerværkstedet.
Efter arbejde nåede jeg at se afslutningen af dagens dramatiske håndboldkamp mellem Danmark og Island sammen med de andre i vores fællesrum.
Til aften var det fint vejr, letskyet og med månen som stod højt på himlen. Jeg gik en fin aftentur og fik set nordlys, der er ret almindeligt på disse kanter. Men det bliver det jo ikke mindre flot af :-) Det er iøvrigt utrolig så lyst der er ude i fjeldet på grund af den måneoplyste sne.
Billeder : HER

mandag, januar 29, 2007

Erling er på reparations arbejde blandt potter og pander i kabyssen.
Han er ved at udskifte beskadigede fliser på væggene. Splid og jeg kom forbi med en kasse ekstra fliser. Vi fik en rigtig rundtur, hvor Erling efter bedste evne, prøvede at overbevise os om, hvilken vanskelig opgave han var kommet på! Bedre held næste gang, Lorentzen ;-)
Med hensyn til vejret tyder det på, at vi er på vej til mere normale tilstande. Udsigten de kommende dage siger at temperaturen holder sig på den kolde side af nul, og det seneste døgn har vi fået jævnt med sne, så det hele ser lidt mere rigtigt ud. Men....der er et stykke vej endnu! Det er nu sjovest, når vi skal grave os ud om morgenen efter en god gang snefygning :-) Og så har vi jo en snescooter, der også gerne skulle ud og køre!

søndag, januar 28, 2007

Igen stod den på regn og blæst og sneen måtte vige til fordel for regn. Dog kom der et lille ophold i regnen, og straks var jeg afsted! Det blev til en tur op bag Grønnedalshytten, hvor jeg undervejs gik langs kløfterne og kom forbi flere små vandfald. Helt oppe på fjeldet bag hytten, lå der kun et meget tyndt lag sne. Efter et par timer gik jeg hjemover ad grusvejen, for en blanding af slud og regn begyndte at lukke sig omkring fjeldene.

Lige siden det dårlige vejr startede for en uge siden, har vores tv parabolmodtager været "nede".
Men heldigvis har internet forbindelsen været stabil, for jeg benytter mig meget af DR´s netradio/tv, hvor der er mulighed for at vælge forskellige musikkanaler inddelt efter genrer. Der er kan også vælges mellem de almindelige radioprogrammer. Der kan også ses en del tv programmer. Et godt tilbud til os der er ude for almindelig rækkevidde :-)
Prøv selv : Her
Til sidst; Et kæmpe knus til Tina for den store indsats for at lave en god fødselsedag for William i dag. Hele hans klasse mødtes i svømmehallen og derefter gik turen hjem til os, til lagkage og boller. Drengene gik til computere og spillemaskiner, mens pigerne fik sat hår og fik lagt makeup af Williams storesøster og en af hendes veninder. Og mon ikke der var lidt "drengene efter pigerne" en gang imellem? :-)
Fotos fra turen : HER

lørdag, januar 27, 2007

Hov!
Helt overraskende, for mig ihvertfald, blev det helt fint vejr i dag!
Sneen var ellers nærmest skyllet helt væk, men natten til i dag fik vi et nyt, men lille lag. Vinden havde lagt sig helt, temperaturen var lige under frysepunktet og skydækket lå højt og var tyndt.
Arbejdsdagen sluttede 11.30, så der var tid til en vandretur om eftermiddagen. Med ca. fire lyse timer til rådighed, passede det fint med en tur ud langs Lakseelven. Med gummistøvlerne på, gik det fint derud af.

Det var dejligt at komme ud og trave. Fjeldene omkring så utrolig flotte ud med det tynde lag sne som fremhævede formerne. Pilekrattets snedækkede grene dannede bund til det eventyrlige landskab. Elven brusede livligt, pga. de seneste dages regn og snesmeltning. Altid dejligt at vandre langs et vandløb og høre lyden af vandet.
Naturligvis blev der taget billeder, men jeg er dog ikke helt tilfreds med kvaliteten. Det er åbenbart lidt sværere at styre lyset med al den hvide sne.
Billeder fra en dejlig tur : HER

fredag, januar 26, 2007

Det er rigtig trist vejr i denne tid. Regn og slud er over os. Flaget hænger som en slatten klud på flagbastionen, og beskriver vel meget godt den stemning man kommer i, når solen ikke skinner på det flotte landskab omkring Grønlands Kommando. Vinter i Grønland, er for mig nu engang altid lig med det hav af lys der er, når solen skinner på de sneklædte fjelde omkring os.
Splid og jeg kommer godt frem på medborgerhuset. Han er trods silende regn, rykket udendørs for at lukke de åbne steder ved tagenderne, fordi vi har problemer med indtrængende vand gennem lofterne enkelte steder. Jeg selv er næsten færdig med opsætning af glasvæv på væggene. I enkelte rum er loft og vægge malet færdige og der er kommet kulør på par vægge.
Det tyder heller ikke på rigtigt snevejr de kommende dage i følge DMI. Så skiene får en lille pause i den kommende tid og gummistøvlerne må bruges hvis jeg skal på tur.
Regnvejs billeder : HER

torsdag, januar 25, 2007

Her er et kig ind i bådehallen, hvor Søopmålingen har deres to SKA både vinteroplagt (Ses bagerst i billedet). Dvs. i år står der kun en, fordi den ene forliste sidste vinter. Hallen bliver også brugt til opbevaring af private joller og GLK´s velfærdsbåde. Både, som efter et kort kursus, frit kan benyttes af stationens faste folk til sejlture rundt i fjorden og ud til bla. Arsuk. Som det ses på billedet, er den som altid fyldt helt op.
Vi hos Danstruct bruger hallen til kortvarig opbevaring af forskellige større ting og byggematerialer, der ankommer med skib, og altså også to paller med malematerialer, som jeg skulle ned og hente noget af i dag. Om sommeren når alle både er ude, kan vi stå i hallen og male beklædningsbrædder, der kræver både plads og tørvejr.
Torsdag aften kan der købes burgere i mandskabsklubben "Nanok". Et tilbud, jeg benyttede mig af for en gangs skyld. Jeg undgår ellers at spise alt for meget på denne årstid, hvor de fysiske udfoldelser mest kun foregår på arbejdet. Om sommeren derimod, behøver jeg ikke være så forsigtig, for der går jeg tit ud og traver i fjeldet om aftenen. Der skal kalorierne nok blive brændt af :-)
Det er også i dag min dejlige dreng, William, bliver 12 år! Jeg nåede heldigvis at fange ham i min middagspause på Skype og få sagt tillykke :-) Han var godt i gang med at installere sit nye pc- spil, "World of Warcraft". Håber det kommer til at køre som det skal, W!

onsdag, januar 24, 2007

Det er meget mildt, lige omkring frysepunktet og i nat og først på dagen kom der sne igen. Men ifølge vejrudsigten er der regn og blæst på vej igen :-(
Splid gik udendørs på medborgerhuset for at få lukket nogle åbne steder ved taget, hvor vi har haft indtrængende vand. Huset nåede ikke at blive helt færdig beklædt udvendigt, inden vinteren, og er derfor mere udsat for dårligt vejr.
Der er pokeraften ovre på Nanok, men jeg har valgt at gå i skjul på mit lukaf, for at surfe rundt på nettet og prøve at finde nye og spændene hjemmesider.
Fotos : HER

tirsdag, januar 23, 2007

Stormen har raset gennem dalen.
Jeg blev vækket af uvejret ved firetiden og stod op som den første og lavede morgenkaffe til os alle i barakken.
Vinden tog til gennem natten og regn og smeltevand har ødelagt veje flere steder, samt fået Bryggerens Elv til svulme med voldsom kraft og grumset vand.
Splid, vores tømrer (billedet) og jeg fortsatte trods uvejret arbejdet på medborgerhuset i dag. Splid afslutter de sidste stumper væg og er på vej til at opsætte de sidste loftplader i denne uge, mens jeg er nået langt med opsætning af glasvæv og grunding med vævfylder.
Dagen rundet af med aftenhygge i fællesrummet.

mandag, januar 22, 2007

Et surt vejr er over os!
Et lavtryk med stiv kuling fra sydøst med regn og temperaturer op til fem grader, er alt ødelæggende for den smule sne der har været her. På billedet kan man se, hvor meget af sneen der allerede er væk, og det er sket indenfor et døgnstid! Øv :-(
Men sådan er vintervejret altså også en gang imellem her i Sydgrønland.
Med godkendelse hjemme fra familien bliver mit ophold forlænget frem til marts. Det er jeg glad for, da arbejdet med det ny medborgerhus og lejligheden i 126, er opgaver "lige til mit højreben", og jeg får dermed tid til at færdiggøre det arbejde jeg har været med til at påbegynde.
Og sidst men ikke mindst, ser jeg frem til nogle gode ture i fjeldet, når sneen kommer igen!

søndag, januar 21, 2007

Natten til i dag nåede det dårlige vejr frem til os, og det ser ud til det bliver hængende nogle dage endnu. Fjeldene er næsten helt usynlige på grund af snefygningen.
En tak til Kim fra flåderadioen, for en rigtig god middag i går aftes :-) Kim går en spændene tid i møde. I slutningen af februar forlader han sin sikre tilværelse i forsvaret til fordel for et ægte eventyr som langturscyklist rundt i verden, foreløbig for de næste par år! Jeg glæder mig meget til at følge turen på hans blog "Lange rejse hjem" , hvor hverdag og forberedelser allerede kan følges nu.
Dagen gik også med lidt snak på Skype, nu hvor vejret holder mig indendøre. Bla. fik jeg en god snak med min 14 årige datter, der netop har afleveret en gruppeopgave om tv reklamer. Jeg så deres hæfte på webcam og fik læst op af teksten.
----------
Imponerende flot opgave i har lavet, Naaja. Jeg er spændt på Elises kommentar :-) Send sms! Kys-kys. Din far!

lørdag, januar 20, 2007

Efter arbejde blev skiene fundet frem, og jeg gjorde mig klar til en rundtur i Grønnedalen.
Der er varslet sydost (stormvejr), hvilket også kan ses på skyerne. Derfor holdt jeg mig nede i dalen, for ikke at blive fanget af uvejret, hvis omslaget kom hurtigere end forventet.
Jeg tog en hyggetur rundt langs de stejle fjeldsider for at følge snehare- og rævespor rundt i sneen, i håbet om at komme tæt nok på nogle at fotografere. På denne årstid er det tydeligt og se at de holder sig blandt de store klippeblokke, hvor der er læ for vinden, men desværre så jeg ingen dyr.Det blev en rigtig dejlig tur, for det var ikke så koldt som sidst.
Sidst på eftermiddagen fik vi en flot lagkage ude i fællesrummet. Den havde jeg fået af vores altid flinke bager, Michael, i anledning af min fødselsdag forleden. Tak for det "Beton" :-)
Til aften er jeg inviteret over til spisning hos Kim fra flåderadioen.
Fotos : HER

fredag, januar 19, 2007

Jubilæum! Denne post jeg skriver i dag er nr. 50.
Da jeg begyndte at skrive på denne blog, havde jeg ikke nogen fornemmelse for, om det var noget for mig og om det kunne være interessant for andre at læse. Netop fordi den kan læses af alle, havde jeg fra starten dog besluttet at undgå de mere private emner vedr. mig og andre personer.
Nu hvor jeg er på Grønland, fungerer den som et dagligt postkort til dem derhjemme, og som sådan synes jeg det fungerer rigtig godt.
Men ellers er det en slags dagbog som jeg selv har glæde af at skrive, fordi man altid lige får tænkt over hvordan dagen gik i stort og småt. Samtidig er det sjovt at genoptræne evnen til at stave og formulere sig på skrift, hvilket jeg ikke har prøvet for alvor siden min tid i folkeskolen for ca. 30 år siden.
Her må jeg lige indskyde, at det nok er heldigt at skrivningen ikke foregår med håndskrift, hvis andre end jeg selv skal læse med :-) Jeg har en håndskrift der er et kaos af blokbogstaver og sammenbundet skrift, og som viser at jeg aldrig har fundet ud af hvilken håndskrift jeg vil bruge.
Endelig håber jeg at min lyst til at blogge, vil smitte af på ungerne, så man kan følge lidt med i deres hverdag, når de rejst hjemmefra.
Billedet er fra medborgerhuset, hvor jeg er kommet godt igang igen. Jeg har samlet mine ting på en plade på rullestilladset, så de altid kan flyttes rundt.

torsdag, januar 18, 2007

Hvor er årene blevet af ?
I dag runder jeg de 46 år. Fejret med masser af arbejde på det ny medborgerhus, med opsætning af glasvæv, samt grøn tuborg i fælleskøkkenet til aften.

onsdag, januar 17, 2007

Borset fra et enkelt døgn i weekenden, har det været skyfrit hver eneste dag i den tid jeg har været her. Lige over middag kommer solen over fjeldet og bader stationen i lys :-)
Her ses Officersklubben (rød) foran A-gangen (blå), der er den administrative hovedbygning for Grønlands Kommando.
Jeg er nu kommet så langt i 126, at der er opsat glasvæv og malet 1. gang på loft og væg. Nu vil jeg gå på andre opgaver og lade tømrerne komme til at montere køkken, lægge trægulv og opsætte diverse træværk, før malerarbejdet fortsættes og færdiggøres.
Ellers er mine tanker gået til Tina og ungerne der hjemme, der må døje med det blæsende og våde vintervejr i Danmark.
Knus til dig, Tina, for at holde gang i tingene der hjemme!

tirsdag, januar 16, 2007

Dagens arbejde var fordelt på ombygningen i 126 og officersklubben.
I dag blev gulvet færdigbehandlet i officers klubben. På væggene i den store sal, hænger der flere plaketter fra forskellige militære enheder og skibe, der bliver modtaget af GLK i forbindelse med officielle besøg.
Det, som ses på billedet, er fra den nu nedlagte Sondrestrom Air Base her i Grønland. Som det nok kan ses, er det håndmalet. Det fik mig til at mindes min tid på Thule Air Base, hvor jeg i en periode byttede plads med skiltemaleren, og selv sad i det vi kaldte "skilteshoppen". Her sad jeg og malede tilsvarende plaketter, skilte og "våbenskjold" i alle størrelser og til alle formål. Det var rigtig sjovt arbejde, og mindede til tider næsten om kunstmaleri! Skiltemaleren nød til gengæld arbejdet med de store maleruller, for han trængte til at blive fri for nusseriet med de små skrivepensler i en tid.
Aftenen gik med hygge i fællesrummet.

mandag, januar 15, 2007

Så er starten gået på en ny arbejdsuge.
Her er jeg gået på knæ, for at forberede oliebehandling af trægulvet i officers klubben. Jeg synes perspektivet i billedet er lidt morsomt; det ser ud som om jeg kravler rundt i et dukkehus, men egentlig er rummet ret stort :-)
Det var lidt småkoldt at være der ovre, men med lidt høj musik og hurtigere arbejdstempo, så kom varmen alligevel ud i de lange lemmer :-) En tur til museet i Ivittuut med Erling blev det også til, og her var der også koldt, for fyret var gået ud.
Desværre er Dalshoppen lukket til og med i morgen, så derfor når jeg ikke at få købt en fødselsdagsgave til William i tide til at få den med onsdagens helo. Håber du kan tilgive mig W :-) Der skal nok komme en gave til dig!

søndag, januar 14, 2007

Snevejret trak væk her til formiddag, og gav en opklaring med masser af sol, men også bidende kold vind oppe i fjeldet. Der er forudsagt ned til -25 grader i løbet af natten!
Det fine vejr skulle selvfølgelig udnyttes til en tur på ski. En rygsæk blev pakket med dunjakke, kort, førstehjælpspakke og nødradio.
Det var min tanke at tage op i fjeldet bag Grønnedalshytten. Turen gik fint op til hytten med et rimeligt skiføre, men vinden tog til da jeg kom op i højden. Kulden bed godt i kinderne og fingrene blev også koldere end jeg synes om. I hytten holdt jeg en kort pause og besluttede og køre en rundtur nede i dalen, i stedet for at tage højere op. Også her begyndte det at knibe med varmen i fingerspidserne til sidst og derfor gik turen hjemover.
Men det var dejligt at komme ud at blive luftet og nyde det flotte landskab :-)
Billeder : HER

lørdag, januar 13, 2007

Så blev det snevejr!
Efter de mange dages klare vejr, er der i nattens løb kommet et let snevejr ind over os.
Lørdag er kort arbejdsdag, Splid og jeg gik og arbejdede på det ny medborgerhus til halv tolv, alt imens det stadig sneede svagt. Et lille lag på ca. ti cm. sne, er nok til at jeg besluttede at prøve en tur på langrendsski efter arbejde.
Det blev til en tur på et par timer, først halvvejs ud af grusvejen til Ivittuut og tilbage i et udemærket skiføre. Herefter gik turen ind i Grønnedalen for at se på mulighederne for en længere tur op i fjeldet mod Ikka imorgen. Også her var der blevet et bedre skiføre, især halvt oppe i dalen, hvor pilekrat og storstenet bund bliver afløst af et mere jævnt underlag af græsser, grus og småsten, hvilket gør sneen brugbar selvom der ikke så meget.
Men.......Vejret bestemmer!
Fotos : HER

fredag, januar 12, 2007

En af de ting jeg holder meget af her i Grønnedal, er den fantastiske udsigt der er, uanset hvor man opholder sig på stationen.
Umiddelbart søger blikket altid ud over fjorden og mod Kugnait. Fjeldet der med sin højde på godt 1500 m., rejser sig som et "rigtigt" bjerg, i forhold til de omkring stående fjelde der måske højest er det halve. Vi alle her i dalen, har vel nok fotograferet det mindst tusind gange :-)
Men også fjeldene der omgiver stationen gør sig godt, sammen med åbningen mod Grønnedalen og dens flotte fjeldvægge.
Siden jeg ankom for en uge siden, har det bare været flot vejr hver eneste dag, og sollyset på fjeldene og fjorden giver mig fornemmelsen af at kigge ud på et kæmpe postkort!
På billedet ses det fjeld, der i daglig tale hedder "Bratten". Det var på toppen af dette, at jeg i september var oppe og male en lille hytte. Se evt. billedet på bloggen d. 7/1.

torsdag, januar 11, 2007

Den ugentlige helikopter på vej over fjorden med, det altid smukke fjeld, Kugnait, i baggrunden.
Helikopterne er ret sårbare over for dårligt vejr og vi kan derfor i lange perioder have meget uregelmæssige forbindelser til og fra "dalen". Men idag var vejret enestående med høj sol og næsten vindstille, så flyvningen gik efter planen.
Apropos sol, så er "mørketiden" i Grønnedal slut for denne vinter. Solen kom lige op over fjeldet ved spidsen af Femfjeldene, og kunne give sol på stationen i ca. halv times tid :-) Fra nu af går det rigtig stærkt fremad med solskins timerne.
Til aften vil jeg gå over i mandskabsklubben "Nanok", for at se afviklingen af dagens pokerturnering sammen med Morten og Claus. Poker er her som alle andre steder blevet et stort hit og der har i lang tid været spillet hver anden onsdag her i på stationen med stor tilslutning.

tirsdag, januar 09, 2007

Min dag startede med en tur ud til Ivittuut, sammen med vores tømrer morten for at fortsætte med arbejdet ude på museet, der er indrettet i en af de gamle bygninger tæt ved brudet.
Vi afsatte dog lidt tid til at kigge på den flotte udstilling som blev indviet sommeren 2005. Den består af en fin samling sten og mineraler samt plancher om minedrift i Grønland generelt gennem tiderne. Der vises også enkelte genstande fra brudet her i Ivittuut, som værktøj, breve osv. Meget interessant.
Billeder derfra : HER
Vi er nok mange, der i sin tid ikke troede på at museet ville blive en realitet, men heldigvis er vores skepsis blevet gjort grundigt til skamme!
Resten af arbejdsdagen gik med spartling i en kommende lejlighed inde på stationen, hvor Erling begyndte på lægning af klinker i baderummet.
Dagen blev rundet af med aftenhygge i fællesrummet sammen vores bager, kendt som "Beton", Morten og den ny maler Claus.

mandag, januar 08, 2007

Den første "rigtige" arbejdsdag er overstået, og det er dejligt at komme igang igen efter tre måneders ferie.
Jeg har gang i spartlerne i disse dage. Ivittuut kommune har et nybyggeri igang, som skal blive et kommende medborgerhus og børnehave. Det er nu nået så langt, at malerarbejdet for alvor går igang, og her er spartling af gipsplader det første der skal gøres. En tur ud til det ny minemuseum i Ivittuut blev det også til, sammen med vores tømrer Morten, hvor der skal lægges et gulv.
Til aften var jeg et smut ovre hos Kim fra Flåderadioen, og fik set på spændene ting og sager der gavner på ture ud i fjeldet. Han rejser snart ud i den store verden på cykel, forberedelser og tur kan følges på hans side : Den lange rejse hjem . God tur Kim :-)
Blandede billeder : HER

søndag, januar 07, 2007

Dejlig dag med masser af sol i højden og -15 grader.
Jeg var oppe ved sekstiden, fik gang i kaffemaskinen og kort tid efter kom Erling og Splid ud og så var morgenhyggen igang i fællesrummet.
I løbet af formiddagen blev det tid til at gå i fjeldet. Det stille klare vejr lokkede mig op i højden på fjeldet bag stationen for at nyde solen og udsigten. På grund af den lille mængde sne, lod jeg skiene blive hjemme og trak i et par uldsokker og langskaftede gummistøvler istedet. Blandt andet kom jeg forbi den lille senderbygning som jeg var oppe og male i september. Dejligt at komme ud og trave rundt på fjeldet igen :-)
Fotos : HER

lørdag, januar 06, 2007

Det er en "blød" start på grønlands turen denne gang. Efter at have været på arbejde til halv tolv, er det nu weekend.
Vejret er flot men koldt. Der er ikke ret meget sne for tiden, og derfor valgte jeg at gå en tur ad grusvejen mod Ivittuut, for at se om der er egnede forhold til en langrends tur i morgen. Jeg fulgte vejen derud og nød det flotte udsyn over fjorden, hvor solen lyste de sneklædte fjelde på den anden side op. På denne årstid får vi desværre ikke sol ned på stationen, da den ikke kan nå over fjeldene, men det varer dog ikke så længe endnu.
Vandstanden var faldene og derfor kunne jeg gå på et is og snefrit stykke nede ved vandet. Nogle store isklumper var blevet sat på land af tidevandet og lå som store utrolig flotte glas skulpturer på stenstranden.
Jeg nåede også lige et lille stykke op i Grønnedalen, for at se forholdene der, og vil gøre et forsøg med skiene derinde i morgen, hvis vejret holder.
Efter det var blevet mørkt ved firetiden, sad jeg med de andre i fællesstuen og hyggede.
Iskolde billeder : HER ;)

torsdag, januar 04, 2007

Så er vi vel ankommet til Grønnedal og bagagen er pakket ud.
Det blev et hyggeligt gensyn med gamle arbejdskolleger og gamle "grønnedalere" i Ålborg Lufthavn, hvorfra vi skulle afgå mod Narssarssuaq med Air Greenland.

Transport videre i Grønland blev nat sejlads med inspektionsskibet "Triton". Da vi skulle vente på afgang med skibet i 8 timer gik vi lidt omkring i Narssarssuaq og fordrev tiden med en let middag på lufthavnshotellet.

Der var afgang kl. 20. De første tre timer gik gennem en ca. halv meter tyk fjordis, så det larmede godt langs skibssiden, desuden heldigvis udeblev den varslede kuling, så det blev ikke til den store gyngetur som ellers var frygtet! En god nats søvn var sikret.
Stille ankomst til dalen i morgenmørket kl. 8 og derefter klargøring af vores lukaf.
Billeder fra turen : HER

onsdag, januar 03, 2007

Sidste dag hjemme. Smuk morgen!
Gået en god lang tur og nydt den sidste frihed og varme inden en ny hverdag i Grønland med temperaturer omkring -10 grader og mange arbejdstimer.
Vores aktuelle vejrforhold kan ses på DMI´s hjemmeside. Gå ind på Grønland, byvejr, Ivittuut.
Dagen går ellers med høj musik, rengøring og storvask, mens en lille sommerfugl flyver rundt i maven. Mest fordi det altid er svært at forlade familien herhjemme, også selv om det kun er for fem uger.
Som altid er oprejsen lidt spændene og starter denne gang behageligt. Fra Ålborg til Narssarssuaq har forsvaret denne gang charteret et fly fra Air Greenland, i stedet for deres eget Hercules fly, som vi ellers plejer at flyve med.
Rejsen videre i Grønland er altid uvis. Enten bliver det 1 times helikopter flyvning eller 12-14 timer med inspektionsskib/kutter.
Mere end mange andre steder, bestemmer vejret (og teknikken!) rejsens gang i det grønlandske. Dårligt vejr kan betyde overnatning i Narssarssuaq, for at afvente flyvevejr med helikopteren eller sejlads med inspektionsskib/kutter mod Grønnedal. En tur som på denne mørke og blæsende årstid ikke er særlig spændene.
Vi får se.......!
Jeg krydser fingrer for en god oprejse :-)

tirsdag, januar 02, 2007

Så fik jeg mere præcis info om afgangen til Grønland på torsdag. Møde i den civile lufthavn inden kl. 900, hvilket er fint for dermed kan jeg tage med tog derop og Tina slipper for at køre frem og tilbage.
De sidste par dage inden afrejse bruger jeg altid på at få pakket og ordnet småreparationer i huset. Diverse småting skal forberedes, så det hele bliver lettere for Tina at få hverdagen til at køre.
En reklametur er også nået, og det går rigtig fint med ungernes indsats. De er blevet fortrolige med ruten, husker postkassernes placering og hvem der ikke skal have reklamer. Samlet skal der bringes ud til ca. 200 husstande. Her midt i ugen er der typisk 1-5 stk pr. husstand og det tager ca. 1 time for to at gå turen mens til weekenden ligger på ca.15-25 stk + en avis og der tager det 2-2½ time at komme gennem ruten.
Det er naturligvis meningen de selv skal kunne gå turen, men jeg tager altid med, for det er faktisk hyggeligt at gå sammen og giver samtidig lidt motion. Men den kommende måned må Tina være backup, mens jeg er væk :-)

mandag, januar 01, 2007

Så er vi kommet godt ind i det nye år, efter en rigtig hyggelig nytårsaften i Århus. Rødvins tågerne er lettet og som billedet antyder er mit fokus rettet mod det nordvestlige, nemlig Grønland. Forventet afgang fra Flyvestation Ålborg er på torsdag.
Jeg har arbejdet på min Grønlandske hjemmeside, for at gøre den klar til den kommende sæson. Mange sider fra 2006 er lagt sammen og der er gjort plads til nye fotoserier. Ny fotoside om Danstruct er startet op og flere steder er tekster skrevet om og redigeret. Bloggen her vil køre videre som altid.